Politikere, fagfolk og DLF har i disse år stort set kun fokus på skolens faglige dimension: Eleverne skal lære mere, score højere i Pisa og blive bedre læsere. Dette til trods for at skolens altoverskyggende problem er elevernes sociale adfærd. Lærerne ved godt, hvad de skal undervise i og hvordan, men eleverne vender så at sige ikke hovedet den rigtige vej.

Men som man kunne læse i Folkeskolen nummer 1, er der mange bud på løsningen af disciplinære problemer i klassen: LP-metoden, cooporative learning og Pals. Ja, mange metoder og mange bud, men for de flestes vedkommende blot »gammel vin på nye flasker«.

For når alt kommer til alt, handler det først og fremmest om at stille klare krav til forældrene om at være aktive i opdragelsen af deres børn og bakke skolen op i dens regelsæt. Dernæst er der nogle simple adfærdsrutiner for læreren, der:

. Skal være den første i klassen ved lektionens start

. Aldrig lader eleverne i tvivl om, hvilke forventninger han har til deres adfærd

. Har klare og entydige sanktioner, hvis klassens spilleregler ikke overholdes

. Specificerer målene tydeligt

. Placerer eleverne i klasserummet

. Forklarer en opgaves hensigt og mål

. Vurderer elevernes præstationer ud fra på forhånd fastlagte kriterier.

Ja, hvor svært kan det være? En oprustning af læreren som opdrager behøver jo ikke at blive indhyllet i floromvundne teorier og metoder. Men den største hindring er for tiden, at lærere føler sig så presset med hensyn til det fag-faglige, at de ikke mener at kunne bruge tid på klassens sociale dimension. Med det mistrøstige resultat, at heller ikke de læringsmæssige mål nås.