Jeg er idrætslærer på 13. år, og det er jeg glad for. Pt. underviser jeg på 3., 7. og 9. årgang, men ønsket er, at jeg fremadrettet skal køre i et fast "rul" i udskolingen, 7. - 9.; dels fordi jeg har en del erfaring med idræt som eksamensfag, men også fordi jeg fortløbende er timelærer i alle udskolingsklasser (geografi), og derfor kender eleverne, og i øvrigt har en god kontakt med dem. Det lyder jo altsammen meget fint, men problemet er, at jeg har en anden opfattelse af, hvad den "den gode idrætslærer" er end min ledelse. Jeg vil gerne gå forrest, være med og være i stand til at udføre de samme løb, spring, danse etc, som eleverne bliver beordret igennem. Jeg vil gerne have at eleverne på 2m+ kan modtages sikkert i springgymnatisk, og jeg vil under ingen omstændigheder være læreren, der står med korslagte arme og beordrer 1.- og 2.-vælger og kaster en bold ind til en "uforberedt" fodboldkamp, fordi det er det nemmeste. For fortsat at kunne være med på det niveau som 40-årig and counting, har jeg spurgt min ledelse om lov til at bruge en del (2-3 timer ugentligt) af de 200 timers forberedelse uden for arbejdspladsen i et lokalt motionscenter, som jeg i øvrigt selv betaler kontingentet til. Det må jeg ikke! Det er for "egen vindings skyld" og ikke noget, de vil "betale". Nu er mit spørgsmål: Er det mig, der er helt væk fra vinduet, når jeg synes, at det er urimeligt?? Jeg er helt klar over, at det er en gråzone, men når jeg tænker på andre faggrupper, der uden at blive betvivlet kan få lov til at se TV som forberedelse, gå på museum, øve på diverse instrumenter, afprøve opskrifter, samle kastanjer i skoven og læse bøger; dels som forberedelse, men i den grad også for fornøjelse og egen vindings skyld, så tænker jeg, at det da giver mening, at jeg vedligeholder mit instrument, kroppen, for at kunne varetage min opgave, som aktiv idrætslærer i udskolingen. Hvad synes I? Er jeg helt galt på den? Konstruktiv og saglig refleksion er yderst velkommen. På forhånd tak!