Debat

Ordblindhed

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg er helt enig med de tre medarbejdere på Dansk Videnscenter for Ordblindhed (DVO) i, at skolerne selv kan/skal og bør observere for læsevanskeligheder, og at DVO har udviklet et udmærket værktøj til dette. Beklager samtidig jeres nedlæggelse som selvejende institution.

Med hensyn til diagnosticering af ordblindhed er det sådan, at diagnosen ordblindhed blev defineret og optaget første gang i 1994 i det internationale sygdomsklassifikationssystem (ICD-10) som en »specifik læseforstyrrelse (ordblindhed)« under overskriften »specifikke udviklingsforstyrrelser«. I denne beskrivelse er nævnt en række forhold, der skal tages hensyn til i forbindelse med diagnosen, blandt andet kognitiv kapacitet, neurologiske lidelser, emotionelle forhold og syn, hvilket kræver langt mere omfattende undersøgelser end blot læseprøver. Derfor - så længe vi diskuterer diagnosen ordblindhed - er psykiaterne de eneste, der på dette tidspunkt har reel autorisation til at stille diagnosen. Hvis alle med interesse og viden om læsning mener at kunne stille diagnosen ordblindhed, havner vi på en glidebane. Tænk hvis psykologer og andre med lignende kurser begyndte at stille diagnoser som ADHD, OCD og Aspergers syndrom?

Mit ærinde er derfor ikke at skabe usikkerhed, men at klargøre forskellen i omtale af ordblindhed som begreb og selve diagnosen ordblindhed. Derfor bør vi fremover tale om læsevanskeligheder i forskellige grader frem for ordblindhed. Det kan tage presset fra skolen og lærerne.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler