Den 1. juli bliver manden bag signaturen JCJ 80 år

JCJ fylder 80

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Signaturen JCJ siger ikke yngre læsere noget, men faktisk har de tre bogstaver stået under 300 ledere i Folkeskolen. Ledere, der blev bemærket, for JCJ havde holdning. Og mangen et læserbrev viser, at han langtfra altid strøg læserne med håret.

Jens Christian Jørgensen er navnet bag signaturen. Han var ansvarshavende redaktør fra 1979 til 1987, hvor han overlod lederpladsen til den nu også forhenværende redaktør, Thorkild Thejsen.

JCJ optrådte i Folkeskolens spalter, længe før han blev redaktør - i et kvart århundrede leverede han både reportager, interview og kommentarer.

Han blev redaktør i en tid, hvor DLF var præget af voldsomme fløjkampe. Medlemmer med erklæret lønmodtageridentitet krævede mere aktivistisk linje. JCJ's våben var skarpsleben ordkunst og en vittig og af og til aggressiv debatform. Men han var modstander af både pædagogiske og fagpolitiske »yderligheder«. »Kongressen satte tingene på plads«, konstaterede JCJ beroligende engang, da han refererede hovedstyrelsens konstatering af, at en kongres havde haft »en saglig, afdæmpet tone«.

Jens Christian Jørgensen begyndte som lærer i Århus i 1954, og i rask rækkefølge blev han lærerrådsformand, medlem af kredsstyrelsen og næstformand for Århus Lærerforening. Derefter blev han leder af Danmarks Lærerhøjskoles Århus-afdeling, og efter de otte år som Folkeskolens redaktør vendte han igen tilbage til Danmarks Lærerhøjskole. Som efterlønner boltrede han sig i Århus-lærernes blad, »Skolen«, og selv et referat fra et møde i kredsstyrelsen kunne han gøre spændende.

Den 1. juli fylder Jens Christian Jørgensen 80 år. Hans helt store interesser er nu som tidligere klassisk musik og fugle.

Fødselaren holder åbent hus på dagen derhjemme i Risskov.