Lærer og arbejdstidsaftaler.

Hvad hvis vi får en aftale, men alligevel bukker under på vejen?

Jeg kan simpelthen ikke se nyuddannede i længden kan komme ud til 26 lektioner og overleve uden at lægge mange ekstra timer i jobbet og være ude på kanten hele tiden.

Når lærere med 10-15-20 års erfaring, der i den grad ellers er robuste, flexible og omstillingsparate, er ved at nå grænsen.

Når der er 4-6-7 % af lærere, der går ned med stress hvert år og hvor mange aldrig kommer tilbage til faget.

Når man kæmper fra ferie til ferie.

Når man på vej ind i klassen planlægger lektionens indhold.

Når opgaveretning er en by i Sibirien, Rusland er alt for tæt på.

Jeg er ved at være der, hvor jeg overvejer om jeg skal overveje at begynde at lukke mine mails fra Jobindex op igen.  

Pt. ser jeg om vi kan betale for jeg er på 85 % næste skoleår - jeg er i forvejen på §56, der betyder min arbejdsgiver får refusion fra dag 1. 

Flexjob er umuligt at få, det er egentlig utroligt, at samfundet hellere vil betale sygepenge til mig, end sørge for jeg har et acceptabelt arbejdsliv. 

Jeg er på en skole med særdeles gode forhold, jeg har "kun" 23 fagtimer, en 2-lærertime, en vikartime, 2 mellemtimer, 2 teammøde timer hver tredje uge og en STFF time om ugen.  

Men kan det være rigtigt, at jeg er nødt til at betale for at kunne overleve og vi taler virkelig overleve i øjeblikket, for at gå på arbejde?   

For mig, drejer konflikten sig ikke om realløn eller meget andet udenoms - jeg kan endda leve med vi ikke får de samme aftaler som lægesekretærer eller andre - jeg vil meget gerne have et loft over lektioner og det burde ligge i nærheden af det ”gamle” loft, altså 16 klokketimer eller max 22 lektioner.

Men det er en dyr aftale, meget dyr. Men bevares, det er nok også billigere at betale vikarer eller pædagoger for at overtage lærerjobs.

Jeg kan ikke holde 25 år mere under de her vilkår og det er virkeligheden at jeg skal det..........