Anmeldelse

Stram lærerstyring med "SmartMat"

Supergod lærerdel til elevtræning. Den stramme styring bliver dog lidt for begrænsende indimellem.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"SmartMat" er et nyt bud fra Gyldendal på, hvordan eleverne selv kan styre tempoet i deres matematikprogression. Opgaverne, som eleverne bliver stillet, justeres adaptivt som i de nationale test. Derved skulle opgaverne ramme tæt på elevens niveau frem for at være over eller under elevens formåen. Opgaverne, som eleverne bliver stillet, er fint varieret.

Fakta:

Titel: SmartMat

Forlag: Gyldendal

Ud over adaptive opgaver er der en høj grad af lærerstyring i baggrunden. Det er læreren, der bestemmer, hvilke dele af materialet der er åbent for en bestemt elevgruppe.

Det er jo ikke, fordi denne type tjeneste ikke er set før. Khan Academy var først på banen, men desværre stadig ikke helt oversat til dansk. "MatematikFessor" og "emat" var tidlige spillere på det danske marked – og "SmartMat" minder da også til en vis grad om disse.

Lærerdelen er lettilgængelig og overskuelig. Man ser hurtigt, hvordan klassen klarer sig generelt – og kan se eksempler på de opgaver, eleverne får.
Eleverne kan i hvert område fordele sig på fem niveauer med forskellig farve. Det gør det nemt at se, hvem man måske lige skal omkring en ekstra gang, eller om der er nogle generelle tendenser, der skal tages hånd om.

Man låser op for de emner, man gerne vil arbejde med, hen ad vejen. Det betyder også, at hvert hold kun kan have et emne åbent ad gangen – så ikke noget med at øve på division, hvis det åbne emne er statistik. Det kan være en fordel, hvis man ønsker en stram klassestyring, men er måske ikke så anvendeligt til at lade eleverne selvstændigt træne deres personlige læringsmål.

Under de forskellige emner er der igen områder, man kan låse op for. Men de bygger oven på hinanden og ikke altid i lige logisk orden. Man kan således ikke åbne for ”Regne med forhold mellem to størrelser i forskellige kontekster ved at bruge strategier som fordobling/halvering og tegne to tallinjer”, uden at eleverne først skal arbejde med cirkeldiagrammer og typetal.
Igen kan det være meget godt, hvis man kan lide en styring, som nogle andre har valgt. Lidt som vi er vant til fra grundbøger - side fem før side seks.

Man skal være opmærksom på, at "SmartMat" i skrivende stund ikke er helt færdigt. Der findes for eksempel kun halvdelen af forløbene til 6. årgang, enkelte af opgaverne er på norsk, og nogle opgaver har ingen svarmuligheder.

Kunne jeg finde på at bruge det igen? Tjoo ... Lærerdelen er mere overskuelig end konkurrenternes, men elevdelen er for restriktiv og virker ikke helt gennembagt endnu.

Powered by Labrador CMS