En anden side af Aarhus

Poverty Walk:

Rundvisning af en

tidligere narkoman og narkohandler

Af Ali Chaabi, Mathias Aagerup Kragh og Laura Abdel-Kader

Vi har i dag været på poverty walk, hvor vi blev vist rundt af en førtidspensionist ved navn Rasmus. Han havde været igennem en masse ting i sit liv, som han fortalte om på rundvisningen.

Ankomsten

Vi ankom først til et sted, som hedder “Hus Forbi Værestedet“. Som navnet siger, er det et værested, hvor hjemløse kan komme og være. Her fik vi muligheden for at få en kop kaffe. Der er både sofaer og stole, som hjemløse kan komme og bruge, så de kan få varmen. De hjemløse kan også komme og spise morgenmad, drikke kaffe, slappe af og bare være i selskab med andre hjemløse og de pædagoger, som arbejder der. Her fik vi også mulighed for kort at hyggesnakke med de hjemløse.

Hvad så vi på rundvisningen?

Derefter startede rundvisningen, som Rasmus stod for. Han viste os de steder i Aarhus, hvor der blandt andet blev solgt stoffer osv. Han viste “Nåleparken”, hvor folk tager stoffer og nogle dør af overdosis. De stikker sig overalt, helt fra foden til halsen. Han fortalte, at der er blod på væggene, og han flere gange har fundet døde mennesker derover.

Efter “Nåleparken” viste han os en, der levede i en træhule ved Kulbroen. Han kunne nemlig ikke leve under et tag, men samtidig skulle han også have et sted at bo. Han vil føle sig indelukket og utilpas, hvis han skulle bo i en bolig. Så derfor byggede han selv en slags plade, som han satte højt oppe i et træ, så der på den måde ikke var noget tag over ham. Der levede han så i sommerperioden. Men manden var psykisk syg og det var ikke en mand, man skulle lave sjov med, fortalte Rasmus.

Rasmus viste os også en gul bygning, som er et slags sygehus, for dem der tog stoffer. Her kan man komme og få hjælp.

Derefter viste han os et sted, hvor to hjemløse mænd lå og sov. Det var et lille indelukket bygning, hvor man kun kunne komme igennem en lille åbningen for at komme ind til stedet. De to hjemløse mænd lå og sov, og pludselig blev der sat ild til stedet. De to mænd nåede at komme ud før de døde af ilden, men de fik desværre en masse brandsår, som gjorde at de efterfølgende døde, da det er svært at holde brandsårene rene uden bakterier, når man er hjemløs.

Senere stod vi foran ved Hotel Atlantic, hvor Rasmus fortalte, at en bilbombe sprang. Men der var heldigvis ingen der døde.

Hvad gjorde mest indtryk på os i rundvisningen?

Det sted hvor luderne befandt sig, er det sted vi bedst kan huske. Luderne er bange derinde, de er allesammen blevet mishandlet af deres købere og det har så givet dem et meget dårligt syn på mænd. Der var engang en der fik smækket en bildør i hovedet utallige gange, indtil der begyndte at komme væske ud af hovedet på hende. Lægerne siger at hvis hun overlever vil hun ikke kunne leve et normalt liv længere.

Hvem er Rasmus?

Undervejs i rundvisningen fortalte Rasmus også noget om sig selv, og hvad han har oplevet gennem sit liv og hvad der fik ham til at blive

kriminel; Som barn arbejdede hans forældre meget og havde ikke tid til Rasmus, så det gjorde at Rasmus ikke fik den opmærksomhed, som han havde brug for. Rasmus valgte så at gå sammen med de store drenge fra kvarteret, de var hans forbillede. De store drenge blev kaldt for “knallert drengene.” Rasmus kunne få en tur på knallerten, hvis han også gjorde sig fortjent til det; han skulle stjæle noget for drengene. Og stille og roligt begyndte Rasmus at være en del af banden. Drengene blev mere og mere kriminelle, og det samme gjaldte for Rasmus, som også skulle begå større og større forbrydelser, hvis han ville tjene kassen og være en del af det kriminelle miljø. Rasmus har oplevet ting, som han aldrig nogensinde vil glemme, og han har været med til en del ting, som han fortryder; Rasmus har set døde mennesker, han har været med til at gøre mennesker afhængige af narko, han har været bag tremmer og mistet mange af sine gode venner.

Hvilken påvirkning har det haft for Rasmus’ nærmeste, at Rasmus var narkoman?

Rasmus har også meget stærke holdninger om, hvis man er misbruger, skal man ikke lade det gå ud over andre mennesker. Han fortalte blandt andet, at nogle misbrugere vælger, at smide nålen de har brugt væk et offentlig sted, fx en bænk, hvor mennesker kommer og sætter sig. Det har Rasmus det meget dårligt med, og kan slet ikke tolere den slags opførsel. Men det har nok også noget at gøre med at hans kriminelle miljø og stofmisbrug, ikke kun har haft en påvirkning og indflydelse på Rasmus’ liv, men det har også haft en virkning på hans familie og nærmeste venner. Rasmus’ far døde tidligt efter at have fundet ud af, at Rasmus var misbruger. Og Rasmus's mor tog tit ned til “Nåleparken”, for at se om Rasmus var død. Og da Rasmus havde hørt den tragiske nyhed, tog det en stor vending i Rasmus’ liv. Han kunne ikke længere kigge sig selv i øjnene uden af få dårlig samvittighed over, hvad der er sket med hans familie pga. af ham. Rasmus valgte så at fortælle hans bande, at han ikke længere ville være en del af dem, og at han gerne ville trække sig ud. Det lykkedes ham så heldigvis, at få lov til at bakke ud af banden, og nu lever Rasmus et næsten helt almindeligt liv.

Rasmus tager dog stadig metadon, og selvom han tager meget mere, end hvad et menneske normalt kan holde til, så hjælper metadonen ham til at holde ham oprejst og ikke fryse helt ned og gå kold.

Mening om Poverty Walk

Vores mening om Poverty Walk er meget positiv. Vi elskede alt ved den, og der er ikke noget, vi synes der kunne blive gjort bedre. Det kunne måske godt have været en lidt kortere rundvisning, men det synes vi kun fordi, der var koldt udenfor. Den der står for rundvisningen er meget vigtig for, hvordan oplevelsen af rundvisningen er. Rasmus som jo stod for rundvisningen, var en meget god fortæller, ikke blot fordi alt det han sagde, blev sagt på en humoristisk og spændende måde, men også

Dette er træhulen, hvor den psykiske syge mand lever i sommerperioden.

fordi han fortæller af egen erfaring. Han var også meget udadvendt, og han sagde, at han var meget frisk på at svare på spørgsmål omkring sit liv osv. Han snakkede med et sprog, som gjorde at man ikke faldt fra og mistede interessen midt i rundvisningen. Han var altid “på”, og han talte højt og tydeligt, som gjorde at han fik vores opmærksomhed, og det er en vigtig ting at kunne, når man er fortæller på en rundvisning. Vi blev også en del klogere på, hvordan Aarhus er som by. Der var mange ting, som vi ikke kendte noget til, og vi blev overrasket af at høre ting, som man rent faktisk også gør i Aarhus. Rundvisningen er nok egnet til de store elever fra ottende til niende klasse, da man får ret mange barske og hjerteskærende ting at vide, som svage sjæle har svært ved at få ud af hovedet. Derfor mener vi, at man skal være en vis alder for at kunne overskue fortællingerne, som Rasmus fortalte. Samtidig med det så virkede rundvisningen meget troværdig, både fordi at man fik set, hvor de forskellige ting foregår, men også fordi at Rasmus fortalte ud fra egen erfaring, for han havde jo været en del af det miljø, han fortalte om. Og en ekstra ting, som vi også godt kunne lide var, at selvom Rasmus fortalte om meget hårde fortællinger, så havde han alligevel også overskud til at fortælle nogle og humoristiske fortællinger, som han også har oplevet gennem sit liv. Det gjorde, at rundvisningen ikke blev alt for hjerteskærende at være på.

Vores anbefaling til lærere

Hvis du tænker, at dine elever også vil have bare en smule interesse for det, så synes vi, at du skal tage dine elever med ud for at prøve det samme. Det var virkelig interessant, og man lærte og fik set flere sider af Aarhus, som man måske ikke kendte så meget til eller faktisk anede eksisterede.