Folkeskolens leder:

Tillykke med toårsfødselsdagen

Mange havde nok håbet, at reformen kunne fejre sin fødselsdag med to lys og en lille sang. Men man skal desværre lede længe for at finde en melodi, der kan passe.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En tredjedel af lærerne i Folkeskolens repræsentativt sammensatte lærerpanel mener faktisk, at reformen stik mod hensigten har ført til dårligere faglige resultater for eleverne, mens kun fire procent mener, at resultaterne er blevet bedre.

Lærere: Reformen virker stadig ikke

Vurderingen af understøttende undervisning og lektiehjælp er endda forværret her i reformens andet år.

Det er sagt mange gange, men her kommer det igen:

Reformen er blevet en spareøvelse, som hviler på et vaklende fundament af udvidet inklusion og lærere uden tid til forberedelse og samarbejde i et uskønt samspil med kommunale besparelser.

Man kalder det effektivisering uden smålig skelen til, at det er svært at opfinde produktivitetsfremmende metoder, som kan overtage arbejdet med sprællevende børn i en foranderlig skolehverdag.

For årsagerne skal naturligvis findes i manglende midler og deraf følgende tidspres. Derfor sidder der mange steder pædagoger og andre ikkelæreruddannede med lektiehjælpen - og de kan stå alene med understøttende undervisning. Et fagligt løft kan man ikke kalde det. Men det er billigere.

Men så må der da komme en god løsning næste år?

Desværre. I skrivende stund sveder embedsmænd og politikere i Finansministeriet om kap med deres kolleger i KL, mens de lægger arm. De kæmper om, hvor mange penge Christiansborg-politikerne kan barbere af kommunernes budgetter, så de har noget at drysse ud som milde gaver i udvalgte dele af vælgerhavet til efteråret.

Her er måske en melodi, der kan passe til fødselsdagen? Kender du, kære læser, sangen om bageren, der bor på Nørregade. De fleste kan ikke længere huske, hvad det egentlig er, han bager, men de sidste ord i sangen kan mange nynne: »… har du penge, så kan du få, men har du ingen, så må du gå«.

Det er som bekendt ikke sådan, at kommunerne fik en pose ekstra penge at snolde for, da de skulle levere på de mange fine løfter i reformen.

Christiansborg er nok det eneste sted i kongeriget, hvor den gamle bagersang ikke gælder. Her kan man gå til 
bageren og bestille dejlig lagkage til vælgerne - og sende regningen ud på skolerne og andre steder i det kommunale system.

Hvor ville det klæde politikerne i det mindste at nøjes med 
at love vælgerne pebernødder, hvis det er det, de har råd til.