I Folkeskolen nummer 17 giver Lejf Moos i sin kommentar »Forvirrende signaler om ledelse« sit bud på fejl og mangler ved diplom- og masteruddannelser i ledelse.

Lejf Moos finder det problematisk, at »de professionelle, fagene, undervisningen og eleverne er så fraværende i lederuddannelserne«. Hans bekymring går på, at hvis skoleledere får en generel lederuddannelse, forsvinder fokus fra den pædagogiske ledelse.

Jeg har selv en diplom i ledelse, og med den uddannelse har jeg lært teori og fået værktøjer, der gør mig i stand til at lede vidensarbejdere. I dette tilfælde lærere, som jeg mener er eksperter i undervisning. En af mine overordnede opgaver som leder er at motivere til refleksion.

Skolelederen bør naturligvis have en bred pædagogisk indsigt som den, der er givet i læreruddannelsen, men bør efter min mening ellers udvikle sin pædagogiske og didaktiske viden ved at følge med i de mange forskningsresultater, der heldigvis fremkommer for tiden.

Jeg ser ikke et eventuelt fravær af de »professionelle, fagene, undervisningen og eleverne« på lederuddannelserne som et problem. Jeg finder det derimod dybt problematisk, hvis lederne er fraværende fra undervisningen på grund af administration. Det er her, man skal sætte ind, hvis man ønsker mere pædagogisk ledelse - ikke i lederuddannelserne.

Skolelederne bør derfor tilbydes vilkår, der muliggør, ligesom de skal prioritere, at de kan være til stede blandt elever, lærere og pædagoger i det daglige. Herigennem er der mulighed for fælles refleksion, hvilket er så vigtigt i et videnssamfund og blandt vidensarbejdere.