De røde helte fra Odense

Humlehaveskolen fra Odense til VM i skolefodbold i Italien

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Odenses mest berygtede bydel Vollsmose er andet end indvandrerbander, narkomaner og sociale tabere.

Skolerne i Vollsmose kæmper hver dag en hård kamp for at gøre livet meningsfyldt for deres elever, som i stor udstrækning er tosprogede.

På Humlehaveskolen har man i fire år haft en fodboldskole, som tilbyder de elever, som vil gøre noget ved fodbolden, en seriøs og målrettet træning i samarbejde med boldklubben B1909. Grundlaget for fodboldskolen er at give eleverne en oplevelse af succes og ansvar. Hver dag er der to timers fodbold på skemaet, og resten af tiden kræves en disciplineret indsats i skolen.

Holdet, som består af 18 danske drenge med rødder i Tyrkiet, Mexico, Irak, Elfenbenskysten, Nyborg og Odense, har fået kælenavnet 'The Reds' på grund af deres tilknytning til B1909. De kvalificerede sig også for to år siden til skoleverdensmesterskabet (VM), som dengang blev afholdt i Peru. Holdet tog af sted med en stor portion optimisme, men vendte hjem med nul point. Så da drengene sidste år kvalificerede sig til VM ved at vinde det danske mesterskab, var det med større realistiske forventninger, at man meldte sig til VM, der i år blev afholdt på Sardinien.

Her skulle 'The Reds' dyste mod 23 andre lande. Holdet var i pulje med Kroatien, Slovakiet, Israel, Italien og Frankrig. Og det gik meget bedre for drengene end ved sidste VM. De endte som nummer 12 og kom dermed i den bedste halvdel.

Blandt dommerne var der stor ros til de danske spillere. Man stod i kø for at få lov til at dømme en 'danskerkamp', fordi drengene var så positive og fair på banen.ab & nh