... dengang for 20 år siden

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Skolelederforeningen

- blev stiftet i 1963 som en forening af ledere ved den daværende åndssvageforsorg

- er i dag en faglig forening for alle ledere, viceledere og andre ledere ved specialundervisningen i folkeskolen og specialundervisningen for voksne.

Speciallærerforeningen har i det sidste år haft flere kontakter til Skolelederforeningen. Der er ikke på nuværende tidspunkt nogen samarbejdsaftale mellem Skolelederforeningen og Speciallærerforeningen, men vi finder det naturligt at arbejde frem mod, at der indgås en sådan aftale. En egentlig samarbejdsaftale vil selvfølgelig forudsætte, at de medlemmer af Skolelederforeningen, der kan være medlem af Speciallærerforeningen, også er det.

aviS81 nummer 5, juni 1989

Bestrålet mad - et EF-tilbud

206 deltagere overværede den netop afholdte consensus-konference om madbestråling godt beskyttet mod solens ultraviolette lys af Christiansborgs tykke mure. 17 eksperter fra ind- og udland belyste på hvert sit felt det omstridte og aktuelle emne. Et spørgepanel på 15 danske lægfolk skulle afsige en dom, som kan få afgørende indflydelse på din og min fremtidige mad.

På vores vej mod det indre marked er vi nu nået til, at Folketinget skal tage stilling til et EF-direktiv, der vil tillade konservering ved hjælp af for eksempel ioniserede stråler for nærmere bestemte varegrupper.

Konferencen mundede ud i et klart nej til denne kontroversielle behandlingsmetode.

Husholdningslæreren nummer 9, juni 1989

Databaser i undervisningen

Landscentralen tilbyder nu alle skoler adgang til de store, eksterne databaser. Det betyder, at børn og unge kan lære at anvende eksterne databaser som informationskilde.

I første omgang får undervisningssektoren adgang til Danmarks Statistik, Kemi-info og Rex. Snart suppleres dette med Poltxt. Måske skaffes der også adgang til Folketingets forhandlinger samt Ritzaus telegrammer i RB-info.

Landscentralen har oprettet en såkaldt gateway hos Uni-C. Kommunikationen foregår via det landsdækkende DENet. De enkelte skoler kan kalde op til Landscentralens gateway-maskine til lokal takst.

Der er søgt EF-tilskud til udvikling af et fælles brugervenligt søgeprogrammel til baserne.

Folkeskolen nummer 22, juni 1989