Overskriften stammer fra en udtalelse fra en mor med anden etnisk baggrund, som var til skideballe på skolelederens kontor på grund af sin søns opførsel. Hun forstod ikke, at det skulle være så slemt, at han havde spyttet i papirkurven. For hvor skulle han ellers spytte?

Der er i den sidste tid sat fokus på skole-hjem-samarbejde på grund af problemer med nydanske forældre. Det har ført til mange gode initiativer. Men der er stadig kun få, dybtgående forskningsprojekter. Derfor vil jeg anmelde og anbefale to interessante publikationer.

Det ene er Hanne Knudsens ph.d.-afhandling om mødet mellem elever, lærere og skole, som er præget af modsætninger mellem forældres og skolens sprog og holdninger.  

Det er inspirerende, at emnet i denne afhandling belyses ud fra en anden tilgang end den meget anvendte psykoterapeutiske synsvinkel. Det empiriske materiale udgøres blandt andet af iagttagelser fra forældres samtaler med lærere og skoleledere, fra familieklasser og anvendelse af et ansvarsspil for forældre. Og desuden af praksisanvisende dokumenter, herunder lovtekster og andre tekster fra Social-, Integrations- og Undervisningsministeriet.

Afhandlingen koncentrerer sig om at lave tætte analyser af materialet. Et gennemgående træk i analyserne af de styrende, sociale teknologier er, at lærere og skoleledere forbeholder sig ret til at beskrive elevens problem og ikke accepterer forældrenes alternative opfattelser. Samtidig er skolens og lærernes situation vanskelig, da de på grund af deres professionelle rolle ikke kan føre en åben og ligeværdig dialog.

Et andet inspirerende dokument er forskningsprojektet "Skole-hjem samarbejde som kulturel selvfølgelighed" fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, der giver et klart overblik over udviklingen af skole-hjem-samarbejdet, påpeger elevernes ynkelige rolle i dette samarbejde og beskriver frustrationer hos alle parter på grund af uklare rolleforventninger.

Jeg håber, at forskerne ud over det teoretiske overblik og den semantiske analyse af skoledebatten, som ikke er særlig ny, kommer frem til spændende iagttagelser og refleksioner i projektets andel del, der inddrager en empirisk forskning, der blandt andet også omfatter hjemmenes fortællinger om skolen.

Begge afhandlinger beskriver en udvikling i forældrenes rolle fra at være leverandører af børn, der bakker skolen op, over en periode, hvor man tilstræbte en ligeværdig, demokratisk dialog, til en mere brugerorienteret opfattelse, som efter år 2000 er præget af pædagogisk indgriben i familien og krav til forældrene om at løse adfærdsproblemer hjemme, kombineret med trusler om sanktioner, hvis de ikke opfyldes. Fokus på relationen mellem lærere, forældre og elev er nedtonet.

Disse spændende forskningsprojekter er meget værdifulde og nødvendige, men der er et stort gab til praksis. Der mangler forskningsprojekter med forslag til praksis, og hvor der formuleres en forældresamarbejdets didaktik. Det er lige en opgave for professionshøjskolerne.