Ældre fortrolige med computere

En undersøgelse fra Horsens viser, at 60-årige lærere føler sig sikre i brug af IT

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

'Ældre overhaler unge på IT-området'. En ganske fængende overskrift på en fax fra Horsens Kommune, som Folkeskolen modtog i den forgangne uge. Måske en smule overdrevet, men ikke desto mindre viser en undersøgelse af IKT-færdigheder og brug af værktøjsprogrammer i undervisningen blandt Horsens 570 lærere, at når lærere skal vurdere deres eget kendskab til edb, føler dem på 60 år og derover sig betydeligt mere sikre end alle andre aldersgrupper.

På det høje alderstrin har hele 90 procent svaret, at de føler sig enten sikre eller rimelig sikre i brug af IT. I aldersgruppen 20-29 år er procenttallet kun 74. Værst ser det ud blandt lærere på 50-59 år. Her mener kun 38 procent, at de er sikre eller rimelig sikre i deres IT-kendskab. For lærerne mellem 30 og 39 år er tallet 57 procent og for dem mellem 40 og 49 år 46 procent.

Hos kommunens forvaltning har man ikke analyseret på, hvad det er, de forskellige aldersgrupper kan, når det drejer sig om IT, men skolechef i Horsens Kommune, Vilhelm Halgreen, udleder, at dem, der føler sig sikre i deres lærerrolle, også er dem, der er mest sikre over for eget IT-kendskab.

'Vi kan se, at elevernes brug af IT i undervisningen hænger sammen med lærerens opfattelse af egen sikkerhed', siger han.

Undersøgelsens formål var at afdække, hvordan man kommer videre med elevernes brug af edb i folkeskolen, og Vilhelm Halgreen tror ikke på, at uddannelse af lærerne gør hele arbejdet.

'Undersøgelsen peger faktisk på, at det at have en ressourceperson inden for IT på skolen er vigtigere end kurser. Så lærerne har en sikkerhed for, at det ikke gør noget, hvis maskinen bryder ned, for der er jo en i nærheden, der kan hjælpe dig', siger han og understreger, at det også er vigtigt, at lærerne samarbejder om udviklingen af IT i deres team. Den gensidige støtte er utrolig vigtig.