... dengang for 20 år siden

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Krav til grunduddannelsen.

På årets første hovedstyrelsesmøde blev drøftet: Hvordan bliver en lærer bedst kvalificeret til speciallærerarbejdet? Der var enighed om, at læreruddannelsen i sig selv ikke kan løse vores kvalifikationsproblemer, der må altså være en eller anden form for supplerende kvalificerende uddannelse; et linjefag; speciallæreruddannelse eller noget helt andet. Det blev pålagt uddannelsesudvalget at lave et konkret forslag til en skrivelse til læreruddannelsesudvalget på baggrund af hovedstyrelsens drøftelse af emnet.

aviS nummer 2, marts 1989

Beretning fra PR-udvalget.

Vi har især koncentreret os om supermarkederne, om hvordan vi kan få ansat nogle husholdningslærere på området, idet vi meget håber, at det er dem, som har mod på at opsøge og dyrke disse nye arbejdsområder. Derudover har vi arbejdet med, hvad »jobindholdet« skal være i en sådan husholdningslærerstilling, og vi er nået frem til, at stillingen må indeholde blandt andet følgende funktioner:

produktbedømmelse

forbrugerundersøgelse/rådgivning/oplysning

uddannelse af butiksmedarbejdere

Vi mener, at vi inden for en overskuelig fremtid har løst denne opgave.

Husholdningslæreren nummer 5,marts 1989

Lærerhøjskolen lige nu.

Hvert år søger 30.000 lærere fra hele landet optagelse på Lærerhøjskolens kurser, studiegrupper og kandidatuddannelser. Det er cirka 40 procent af alle lærere.

Hvorfor nu det? Der er flere grunde.

- Danske skolelove og centrale bestemmelser har altid haft karakter af rammer, som den enkelte lærer udfylder i samarbejde med elever og forældre.

- Seminarieuddannelsen kan kun bære et stykke ad vejen, da skolen er under konstant forandring.

- I de senere år har læreren måttet løse et stigende antal sociale opgaver samtidig med undervisningsopgaver.

- Børnetallet falder. Derfor ansættes kun få unge lærere, så lærernes gennemsnitsalder øges, og ældre lærere får pålagt nye opgaver inden for områder, de ikke er vant til at tage sig af.

- Samfundet stiller bestandigt nye krav og forventninger til sin skole.

»Det får naturligvis konsekvenser for Lærerhøjskolens planlægning«, siger Mogens Andersen.

Folkeskolen nummer 10, marts 1989