Louise Helmbæk og Emilia Friis fra 9. vil have plexiglas på siderne af deres bil, så Rasmus må vise dem, hvordan de kan bore mikroskopiske huller i bundpladen for at lime siderne fast.

Sløjd + fysik = yndlingsfag

Slibemaskinen overdøver allerede stiksavens lystige summen, da klokken ringer ind. Hvert minut tæller, når man konkurrerer om at skabe den elbil, der kan vinde i kategorierne fart, aerodynamik og design.

Publiceret
De fem drenge har gjort bilen helt flad for at skabe så lidt modstand som muligt, men nu er der ikke plads til føreren Thorkild. »Kan vi ikke lave en klap i bagenden med hængsler og så lade ham glide ned i bilen?« foreslår Sebastian Neltoft.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Sløjd- og fysiklærer Rasmus Ricki Christensen havde håbet på 16 tilmeldte til sit valgfag science på Vangeboskolen i Holte. Men 32 elever fra 7., 8. og 9. årgang valgte faget frem for sprogfag eller innovationsdesign. Heldigvis er der altid nogle, der ikke kan komme, for der er rigeligt bud efter hans hjælp. Eleverne bevæger sig hjemmevant fra limpistol til pudsemaskiner. Ved bordet, hvor fire drengenakker er bøjet i koncentreret diskussion om, hvordan de skaber det mest aerodynamiske tag af plexiglas, løfter én pludselig hovedet og råber: »Rasmus! Skal Thorkild have hat og arme på?« Rasmus griner og svarer, at ja, bilens fører skal have arme, men hvis de kan få et fladere tag ved at tage kasketten af legomanden, så er det okay.

Bilerne testes i vindtunnel

Eleverne har fået til opgave at skabe en eldrevet bil med en lang liste af specifikationer. Hver gruppe har fået en kasse med hjul, aksler, batterier, ledninger, træ og plexiglas. Når bilen er færdig, skal den testes i den vindtunnel, som Rasmus Ricki Christensen selv har bygget, og bedømmes på fart, aerodynamik og udseende. »Det her forløb kunne jeg lige så godt have gennemført i håndværk og design, men jeg er ikke håndarbejdslærer, så det ville kræve en kollega at få de bløde materialer ind. Og i et sciencefag har jeg friere rammer og kan lære dem en masse om fysik samtidig«, fortæller Rasmus Ricki Christensen.

For Peter Holger fra 7. årgang er der dog ingen tvivl om, at det her er yndlingsfag. »I håndværk og design skal man sidde stille og sy puder, og det bliver hurtigt kedeligt. Men her lærer man alle mulige forskellige fremgangsmåder, og så får man lov til at bruge sin fantasi. Det er jo både sløjd og fysik på én gang. Så bliver det altså ikke bedre«, siger han med et stort, lykkeligt smil.

Powered by Labrador CMS