Dengang

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ved Margit Schaleck

For 50 år siden

Tjenstlige spørgsmål

En lærerinde, gift med en studerende, som på grund af studierne var uden egen indtægt, søgte bistand til at opnå fuldt reguleringstillæg. Formanden oplyste, at loven udtrykkelig fastslog, at en gift kvinde, hvis mand er arbejdsdygtig, ikke kan få fuldt reguleringstillæg.

Der forelå en henvendelse i anledning af, at der overfor nogle lærerinder var krævet tilbagebetaling, fordi de under fraværelse på grund af svangerskab havde modtaget løn i længere tid, end det passede med ministeriets fortolkning af begrebet 'rimelig tid' (1 måned). Det vedtoges at lade den juridiske konsulent se på sagen.

Folkeskolen nummer 20

maj 1949

For 25 år siden

Udkast til faghæfter offentliggøres

Det måtte jo komme. Læseplanudvalgenes forarbejder til diverse faghæfter har længe været kendt i 'indviede kredse' - som blev stadig større og større, efterhånden som det trak i langdrag for de skolepolitiske mauselspillere at blive færdige med at vaske kortene.

Da man i 1960 udsendte 'Undervisningsvejledning for Folkeskolen', bedre kendt som den blå betænkning, oplevede man i løbet af få år at se værket blive devalueret fra pædagogisk nytænkning til let anløben antikvitet. Det vil man nu undgå denne gang ved at lave faghæfter, der lettere vil kunne revideres efterhånden som udviklingen løber fra dem. Og så må læseplanudvalgenes folk som tak for deres forudseenhed se udviklingen løbe fra deres faghæfter, inden de nogen sinde bliver trykt, fordi reformen gik i stå. Ikke underligt at man nu synes, det skal være løgn, selvom man risikerer at liste noget af reformen ind ad bagdøren.

Folkeskolen nummer 21

maj 1974