Moderne voksne har ikke god tid. De har travlt med deres karriere. Moderne børn har heller ikke god tid. De har travlt med deres skole og deres fritidsinteresser. Vi lever udadvendte liv og godt det samme. Alligevel er der tegn i tiden, som må få de røde lamper til at blinke - af hensyn til ligestillingen og af hensyn til en fornuftig balance mellem arbejdsliv og familieliv.

For nylig er visse daginstitutioner begyndt at tilbyde aflastning til fortravlede forældre i form af tøjvask, madlavning og hentning og bringning af børn. Samtidig har en ny undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet slået fast, at vores børn, især drengebørn, gør en mildt sagt meget lille indsats i forhold til det praktiske arbejde i hjemmet. For mig ligner det en tanke. Man må spørge, om de arbejdsmæssige funktioner i hjemmet efterhånden bliver prioriteret så lavt og har så ringe status, at vi helt har opgivet at stille krav til vores børn om at bidrage til det praktiske fællesskab i familien. Hvis vi som voksne hele tiden signalerer, at den praktiske del af vores liv bare skal overstås lettest muligt, fordi den ikke har nogen selvstændig værdi, og at vi i de enkelte familier ikke har nogle formulerede holdninger eller krav til børnenes deltagelse i det praktiske arbejde, så sker der det, at børnene bare overtager de uudtalte holdninger og roller i familielivet. Det er derfor meget tankevækkende at se sort på hvidt, hvor lidt børnene laver generelt, og at drengene tydeligvis laver mindre i hjemmet end pigerne. Forskellen på pigers og drenges bidrag er tydeligst i etbarnsfamilier, hvor piger i førskolealderen gennemsnitligt bruger 16 minutter om ugen, mens drenge kun bruger et minut om ugen! Ja, der er ikke tale om en trykfejl. I skolealderen bruger pigerne to timer og 17 minutter mod 28 minutter for tilsvarende drenge. På denne facon kan det tage mange generationer, før der bliver reel ligestilling i de danske hjem. Ifølge Socialforskningsinstituttet er det generelle billede ikke anderledes i de familier, hvor begge forældre er veluddannede, og man kunne forvente, at der var en større bevidsthed om ligestilling. Den slags forældre, inklusive mødrene, har nemlig en tendens til at prior-itere børnenes skole og fritidsinteresser over det praktiske arbejde. Jeg mener, at både fædre og mødre har et tungt ansvar for at ændre dette mønster både af hensyn til ligestillingen og af hensyn til den almindelige livskvalitet.

Ser man på børnenes gennemsnitlige indsats i alle familier, så bidrager små børn stort set ikke, mens de fra syv-otteårsalderen bruger en halv time om ugen på arbejde i hjemmet, hvorefter der sker en stigning i indsatsen frem til 14-års-alderen, hvor de bruger knap to timer om ugen på det huslige.

Danmark er det land i verden, hvor forældre tilsammen lægger flest arbejdstimer uden for hjemmet, blandt andet fordi danske kvinder er de mest udearbejdende i verden. Det er i et ligestillingsperspektiv glimrende. Men hvis ikke familien skal ende som en tankstation, hvor vi bare mødes til et kort måltid for hastigt at ile videre til alle vores andre projekter, så skal vi måske til at debattere, hvad vi overhovedet vil med vores familieliv. På arbejdspladserne har man jo længe talt om det 'udviklende arbejde', men hvad med familielivet? Hvis ikke tiden og lysten i familien rækker til, at man også kan have et praktisk fællesskab med en selvstændig værdi, så synes jeg, der er grund til at frygte, at arbejdslivet løber af med os. Har vi i vores iver efter at lægge afstand til kedeligt 'husmorarbejde' glemt, at håndværket i udførelsen af basale livsfunktioner som at tilberede et måltid, vaske sit tøj eller reparere sit hus rummer sin egen kvalitet og mulighed for fællesskab?

Ingrid Rasmussen er formand for Ligestillingsrådet