0   164

Hvide skoler altid bedre

To sydafrikanske folkeskolelærere - en sort og en hvid - fortæller om tiden efter apartheid

Abraham Sithole, 33, er et levende bevis på, at apartheid er afskaffet. Una Ottermann, 57, er et lige så levende bevis på, at apartheid kun er afskaffet på papiret. Begge arbejder på Blairgowrie-skolen i den tidligere hvide forstad, Randburg. Skolen havde før 1994 ikke en eneste sort elev eller sort lærer.

'Mit største håb ved valget i 1994 var, at vi sorte ville få større muligheder i livet, og det har vi fået. Se bare, hvor jeg er nu', smiler Abraham Sithole og slår ud med armene: 'Jeg er på en hvid skole'.

Artiklen fortsætter under banneret

Una Ottermann smiler.

'Det er en kæmpe proces, vi er gået ind i. De kulturelle forskelle er ikke bare store, de er enorme, og det gør, at vi går igennem nogle meget svære tider'.

På Blairgowrie-skolen er 30 procent af eleverne nu sorte. Skolen har status af folkeskole og burde derfor i princippet se nogenlunde ud som en folkeskole i det sorte township Soweto. Eller?

'Kun i princippet, for du kan slet ikke sammenligne de sorte skoler med denne. De har ingenting, vi har alt. Derfor er eleverne her også dygtigere, end de er i Soweto', siger Abraham Sithole.

På Blairgowrie er der swimmingpool, kricket- og fodboldbaner, computere, formningsværksted og højst 25 elever per klasse. I Soweto er der 40 elever per klasse, lærerne er dårligt uddannede, og der er ingen swimmingpool eller grønne fodboldbaner.

'Jeg kunne simpelthen ikke arbejde sådan et sted. De sidder tre elever ved hver skolepult, og på mange skoler består klasseværelserne af containere. Vi kører et venskabsprojekt med sådan en skole, vi giver dem bøger og anden hjælp, men der er jo grænser for, hvor meget vi kan give', forklarer Una Ottermann.

Knoklede sig til jobbet

Abraham Sithole er kun ansat som vikar på Blairgowrie. Han siger, at den eneste grund til, at han fik stillingen, var hans eksamensresultater.

'Jeg knoklede, og jeg var én af de bedste. Der er ikke mange af mine kolleger fra studietiden, som ville kunne få job her. Niveauet er meget højere end på de sorte skoler', siger Abraham Sithole. Una Ottermann nikker:

'Ja, det er et reelt problem. Vi prøver at integrere sorte lærere, men de er ikke så godt uddannet, som vi havde håbet'.

Forklaringen er simpel: Sårene fra apartheid heles ikke på fem år. De sorte lærere er vokset op med en dårligere uddannelse end hvide, fordi det stod i loven, at sådan skulle det være. Derfor står Sydafrika med en masse lærere, som ikke er dygtige nok. En undersøgelse fra 1997 viser, at de fleste matematik- og fysiklærere ikke er kvalificerede til at undervise i deres fag. De har en læreruddannelse, men de har aldrig taget speciale i fagene.

I erkendelse af, at Sydafrika ikke har råd til at hæve alle skoler op på niveau med de tidligere hvide skoler, og at regeringen naturligt nok må prioritere de fattigste skoler, har Sydafrikas regering valgt at tillade forældrebetaling på de folkeskoler, som ønsker at holde det niveau, de havde før apartheids afskaffelse. Fra at have folkeskoler for forskellige racer har Sydafrika nu folkeskoler for forskellige indkomstgrupper. Blairgowrie ligger i den tidligere hvide forstad, Randburg.

'Forældrene her betaler en masse penge for at holde skolen i gang. Alle fritidsaktiviteterne er betalt af forældrene, og de betaler også flere af lærernes lønninger, så vi kan holde klassekvotienten nede på 25', siger Una Ottermann.

Forældre mangler penge

Blairgowrie står i så skærende kontrast til flertallet af skoler, at det næsten gør ondt i øjnene at læse statistikkerne: 24 procent af Sydafrikas skoler kan ikke tilbyde eleverne rent drikkevand - end ikke i gåafstand. 59 procent af skolerne har ikke elektricitet. 62 procent har ingen telefon. Over halvdelen af skolerne er uden bibliotek. 51 procent har ikke nok undervisningsbøger. Og der mangler 329.152 toiletter på de sydafrikanske skoler.

'Du vil aldrig få alle folkeskoler op på niveau med Blairgowrie. Hvordan skulle det kunne ske? Det afhænger jo af, om elevernes forældre har penge, og det har de færreste. Så du vil altid finde børn, der bliver holdt nede på grund af fattigdom', konstaterer Abraham Sithole.

Han står ikke i fagforening, fordi han er vikaransat.

'Når jeg får fast job, så vil jeg overveje, hvilken fagforening jeg vil melde mig ind i', siger han. Una Ottermann læner sig lidt frem og siger:

'Hvis Abraham bliver fastansat her, så kommer han i vores fagforening. Alle lærere her er organiseret i NAPTOSA, der er de hvide skolelæreres fagforening fra apartheidtiden, mens SADTU er de sortes'. På spørgsmålet om, hvorfor de to fagforeninger ikke går sammen, svarer Abraham Sithole:

'En fagforening for alle lærere? Det kommer aldrig til at ske i Sydafrika'.

Selvom Abraham Sithole er glad for jobbet på Blairgowrie, så ved han godt, at han har et job uden mulighed for avancement. Han er den eneste sorte lærer på skolen, og hans job er at undervise i noget, hans hvide kolleger ikke kan undervise i: Zulu-sproget.

'Mit håb for de næste fem år er, at Sydafrika fortsat vil udvikle sig, og at vi kan få flere folk i arbejde. Hvis vi bare kan få stoppet kriminaliteten, så går Sydafrika en god tid i møde', siger Abraham Sithole.

Una Ottermann ryster på hovedet.

'Jeg er ikke så optimistisk. Jeg var ikke nervøs ved valget i 1994, men det er jeg i dag. Løfterne er ikke blevet holdt, folk troede, de ville få huse, som de ikke har fået. Arbejdsløsheden stiger og stiger. Kriminaliteten i landet er ude af kontrol. Og der er en masse had i luften. Hadet var der nok også før, men dengang blev det undertrykt', siger hun.

'Integration er ikke noget, der bare kommer af sig selv. Vi bliver nødt til at finde ud af, hvordan vi kan nærme os hinanden. Hvis vi kan finde ud af det sammen, sorte og hvide, så vil Sydafrika blive det mest perfekte land i verden at bo i. Jeg ville gerne se det ske. Men før i tiden boede vi i to lande, det hvide Sydafrika og det sorte Sydafrika, og forskellige kulturer har en tendens til at holde sig for sig selv. Det er naturligt. Det er der intet mærkeligt i, sådan er det verden over'.

Helle Maj er freelancejournalist


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet