Brug dine netværk, når du søger job

Også i lærerverdenen er netværk tit afgørende, når det næste job skal i hus.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Netværk er afgørende for at finde et job i erhvervslivet, men gælder det også i lærerverdenen?

»Ja«, lyder det fra konsulent Jakob Fog, Lærernes A-kasse. »Netværk er utroligt vigtige. Også i lærerverdenen bliver over halvdelen af alle job besat gennem netværk eller uopfordrede ansøgninger. Nogen, der kender nogen. Derfor gælder det om at bruge sit netværk aktivt, hvis man er ledig eller er i job, men gerne vil skifte arbejdsplads«.

Plej dit netværk og vær tydelig om, at du leder efter et arbejde. Sådan lyder et par råd.

»Gør opmærksom på, at du er på jagt efter et job«, siger Jakob Fog. »Skriv for eksempel på Facebook, at du er ledig, og hvilket job du er på jagt efter. Netværket har ikke en chance for at vide det, hvis ikke det bliver fortalt. Det kan sagtens være, at ens fætters moster kender til et vikariat, der er ved at blive slået op på en skole«.

Tænk bredt - brug LinkedIn

Jakob Fog anbefaler, at man forstår netværk bredt. Det vil sige, at man inkluderer a-kassen, jobsøgningsgrupper og sociale fora på nettet.

Til de sidste hører LinkedIn, der er et forum for arbejdsmæssige eller professionelle relationer, hvor man kan udveksle oplysninger, ideer og muligheder med sine kontakter, og hvor man kan finde personer, der kan hjælpe én videre i retning af et godt job.

»Til at begynde med henvendte LinkedIn sig mest til ansatte i erhvervslivet, men nu er stedet også ved at blive populært blandt lærere«, siger Jakob Fog.

Hvis du vil vide mere om, hvordan netværk kan opbygges og udvides, og hvordan de kan bruges, er der masser af råd på nettet og i reolerne i boghandlen. En af de nyeste bøger om emnet er Henrik Enegaard Skanderups »Tag stikket hjem - få dit næste job via netværk«.

Forfatteren skaffede sig efter en længere periode som ledig et job via netværk og har siden holdt masser af foredrag om emnet. Det er derfor både egne og andres erfaringer, der ligger til grund for de 195 sider med gode råd og små fortællinger.

Her er nogle emner og råd fra bogen:

• Skaf overblik over, hvem der er med i dine netværk, og hvad du kan bruge dem til.

• Udbyg dine netværk, så de kommer til at omfatte netværks netværk.

• Kom i gang med at føre netværkssamtaler, der ikke kun handler om at få et job her og nu.

• Opfat dig selv som professionel jobsøgende, og gør det til et fuldtidsjob. Så er der større chancer for, at indsatsen bliver helhjertet, fokuseret og intensiv.