1   147

Den forhadte paragraf 8 og Folkeskolen

Lønningsloven af 1908 betød, at lærere kunne fyres uden begrundelse. Der skulle ikke bevises noget. Der skulle ikke argumenteres

Fagbladet Folkeskolen har gennem sin 125-årige historie lagt spalter til mange debatter om centrale emner for lærerne og skolen. Et emne, som blev behandlet gennem flere årtier, og som Danmarks Lærerforenings medlemmer vist nærmest uden undtagelse havde en fælles holdning til, var paragraf 8 i lønningsloven af 1908 - afskedigelsesparagraffen.

Fyring uden begrundelse

Lærerne ønskede af gode grunde at komme af med den. Den forhadte paragraf gav nemlig de lokale myndigheder carte blanche til at fyre en lærer, blot »den paagældende er kommet i et saadant Misforhold til sin Stilling som Lærer, at Udbyttet af Skolens Virksomhed derved i væsentlig Grad forringes«. Det siger sig selv, at med en så løs formulering lå vejen til fyring helt åben. Det var udelukkende op til skolekommissionen (den kommunale myndighed, der stod for styrelsen af skolen) og sogneråd (kommunalbestyrelsen i landkommuner) at beslutte det. Anklagerne mod læreren eller lederen, som man ville af med, skulle ikke bevises, og beslutningen om afskedigelse kunne ikke appelleres!

Artiklen fortsætter under banneret

Lige så snart lønningsloven af 1908 fik virkning, dukkede de første sager med lærerfyringer efter paragraf 8 frem i Folkeskolens spalter. Holdningen var klar. Paragraf 8 var »forargelig og undertrykkende«, og politikerne skulle presses til at fjerne den.

Anderledes var derimod holdningen til skolelovens såkaldte »uduelighedsparagraf« (paragraf 18), som lærerne fandt i orden. Den var blevet indført i 1899 og gjorde det muligt for skolekommission og sogneråd at indstille en lærer til fyring, hvis de vurderede, at den pågældende ikke længere gjorde fyldest i sin stilling. Folkeskolen skulle ikke holde fast i uduelige lærere. Det var rimeligt, mente lærerne. Og i øvrigt var det i sidste ende Kultusministeriet (Undervisnings- og Kirkeministeriet), der afgjorde, om en fyringstruet lærer blev afskediget efter denne paragraf.

Lønningslovens paragraf 8 var derimod en grov krænkelse af lærernes rettigheder, og snart indsendtes »petitioner« fra Danmarks Lærerforening til kultusministeren med anmodning om at fjerne paragraffen. I 1913 indgav 7.000 af foreningens 8.075 lærere og lærerinder således et »motiveret andragende« til regering og rigsdag om ændring af afskedigelsesparagraffen, men uden held.

Gode, retskafne kristne med kundskaber

Lærerne var altså generelt kritiske. Men paragraf 8 havde også mange fortalere i højskolekredse og blandt de politikere, navnlig i Venstre, der havde ansvaret for dens tilblivelse. Et kendt medlem af Folketinget, filosoffen, dr.phil. Carl Nicolai Starcke, der var tidligere forstander for Det Danske Selskabs Skole, får i 1914 en artikel offentliggjort i Folkeskolen. Han ser paragraf 8 som et led i den udvikling, folkeskolen havde gennemgået i 100 år: »At danne børnene til gode og retskafne mennesker i overensstemmelse med den evangelisk-kristelige religionslære, samt at bibringe dem de kundskaber og færdigheder, der er dem nødvendige for at vorde nyttige borgere i staten, er det formål paragraf 29 i loven af 1814 fastsætter. I byskolerne er det sidste, kundskabsmeddelelsen, blevet det væsentlige i den forløbne tid«, skriver han.

Forældrene er eneskønnende

Men sådan ser virkeligheden ikke ud uden for byerne: »I skolerne på landet er derimod hele det i paragraf 29 angivne formål fastholdt, og personlighedsmomentet i skolens gerning anses stadig, både af forældre og lærere, som noget, der ikke kan falde bort uden at forringe skolegerningens værdi«, lyder Carl Nicolai Starckes argumentation. Og deraf følger, »at skolen på landet står i det nøjeste forhold til hjemmene. Lærerne er ikke embedsmænd som andre embedsmænd. De er udøvere af et kald, der i afgørende grad beror på et personligt tillidsforhold«.

Og forholdet er ensidigt, skriver Starcke. Det er udelukkende forældrene, der kan afgøre, om tilliden er der - og om læreren kan fortsætte eller skal fyres. Der skal ikke bevises noget. Der skal ikke argumenteres:

»Forældrene er eneskønnende over, hvorvidt læreren tilfredsstiller dem eller ikke. Der er her tale om et faktisk forhold, som når det indtræder, må umuliggøre lærerens forbliven i hans stilling«.

Andre fortalere for paragraffen sammenlignede i den offentlige debat lærerens position i lokalsamfundet med mejeribestyrerens og mente, at bønderne havde ret til at fyre både mejeribestyrer og lærer, hvis de ikke gjorde det, de skulle!

Mathorne-sagen

Den nok mest kendte af de mange paragraf 8-sager, der dukkede frem i 1910'erne og 1920'erne, er den såkaldte Mathorne-sag, som selv i dag kan vække til forargelse og til medlidenhed med sagens hovedperson. Lærer F.L.L. Mathorne havde været ansat i Egebjerg Skole i Odsherred siden 1893. Han var en dygtig og afholdt lærer. Forholdet til sognets beboere syntes problemløst, og ved siden af lærergerningen havde han mange tillidshverv, som sognets beboere havde valgt ham til. Men i 1912 brød helvede løs omkring den arme lærer.

Den udløsende årsag var, at en række børn i sognet i 1911 og 1912 blev syge af tyfus og tuberkulose, og et par af dem døde. Forældrene var naturligvis dybt bekymrede og søgte at finde frem til mulige smittekilder. De rettede blikket mod skolen - og ikke mindst mod lærer Mathorne, som 11 år tidligere havde været syg i en periode. Dengang havde der været mistanke om, at han havde været smittet med tuberkulose. En undersøgelse havde ganske vist afkræftet det. Men måske var der alligevel noget om det, gik snakken i sognet! Og 36 beboere krævede nu i en adresse til sognerådet, at det blev undersøgt, om skolen eller læreren kunne være arnestedet for smittens udbredelse.

Undersøgelse eller fyring

Som reaktion på adressen anmodede sognerådet lærer Mathorne om, at han lod sig indlægge på et sanatorium til undersøgelser. Men Mathorne nægtede; han havde ikke brug for flere undersøgelser. Fra Seruminstituttet og dr.med. Herman Bings klinik i København havde han attest på, at han ikke havde tuberkulose.

Det afslag tog sognerådet meget ilde op, og i november og december 1912 holdt sogneråd og skolekommission to fællesmøder om sagen. Man vedtog at fastholde kravet om en undersøgelse. I modsat fald ville man indstille ham til afsked efter paragraf 8. Mathorne bad nu Danmarks Lærerforening om støtte. DLF bakkede op om hans beslutning om at nægte at få foretaget flere test og gav også økonomisk og juridisk fuld støtte til det bråvallaslag, som nu kom til at stå i Egebjerg Sogn.

Kampen gav genlyd i aviser landet over, og Folkeskolen fulgte sagen tæt. I 1913 havde bladet alene 22 direkte omtaler. Dertil kommer en lang række generelle indlæg om paragraf 8.

Tonen i Folkeskolen er for det meste sobert refererende med skarpe kommentarer til sagens udvikling, der viser, hvor sympatien ligger. Kun undtagelsesvis tages ironien i brug som våben. I en kommentar vendes tingene på hovedet, og man fremhæver i stedet det positive ved indførelsen af paragraf 8:

Lærerne bliver som lam

»Læreren vil komme til at kunne beherske sig i en Grad, at al korporlig Revselse vil forsvinde fra Skolen. Han vil blive den personificerede flid; men paa den anden Side vil han være frisindet nok til at lade Børnene selv træffe Bestemmelserne om, hvor meget de vil udrette. I Skolen er det naturligvis kun ham, der har Pligter . Paragraf 8 vil gøre ham til Diplomat, der klogt og taktfuldt kan styre sin Skude mellem de forskellige Skær uden at støde paa Grund«, skriver Folkeskolen i januar 1914.

Mathorne fyres

Striden fortsatte, og fronterne blev trukket skarpere og skarpere op. Det er skæbnens ironi, at virkeligheden til sidst kom til at passe til paragraf 8: Lærer Mathorne var rent faktisk kommet i et så alvorligt modsætningsforhold til sognet, at udbyttet af hans undervisning i væsentlig grad led under det.

Den seje strid fortsatte. Ikke mindst lærer Mathorne led selvfølgelig voldsomt, og langsomt nærmede man sig sagens uundgåelige punktum: Han blev afskediget.

Danmarks Lærerforening havde forsøgt at finde en løsning ved at mødes med de lokale myndigheder. Skolekommissionen tilbød DLF at lade sagen falde, hvis Mathorne ville gå ind på at lade sig undersøge. Han fastholdt sin nægtelse, men tilbød at lade sig afskedige efter tuberkuloseloven; det ville nemlig betyde, at han kunne få en bedre pension. Men myndighederne afslog, og der var ikke mere at gøre. Så den 16. april 1914 blev Mathorne fyret.

Det blev naturligvis beklaget i Folkeskolen. Men bladet så det dog som et lyspunkt, at Holbæk Amts Skoleraad havde bevilget Mathorne højeste pension, til trods for at der ingen lovhjemmel var for det. »Holbæk Amts Skoleraad fortjener hele Lærerstandens Tak for den smukke Maade, hvorpaa det har stillet sig til Spørgsmålet om Mathornes Pension«, noteres det i bladet.

Det er i øvrigt interessant, at skoledirektionen - der var udpeget inden for provstierne - hele vejen igennem havde været uenig med den lokale skolekommission og rent faktisk havde støttet Mathornes nægtelse af at underkaste sig flere undersøgelser. Men lige lidt hjalp det. Det var den lokale skolekommission, der kunne effektuere paragraf 8's bestemmelser!

Sammenholdets prøve

I perioden efter fulgte Folkeskolen Egebjergs skolekommissions bestræbelser på at finde en afløser for Mathorne. Det viste sig at blive vanskeligt. Danmarks Lærerforening havde nemlig opfordret sine medlemmer til ikke at søge den ledige stilling, og bladet kunne med tilfredshed konstatere, at »Lærerstanden Landet over har smukt bestaaet den Sammenholdes Prøve, de har været sat paa over for dette embede. Der har kun meldt sig 3 Ansøgere i alt, 1 kvalificeret og 2 ukvalificerede. Efter Loven maa embedet altsaa opslaas paany«.

Men hvad med hovedpersonen? Det er en trist historie. Mathorne var 47 år, da han blev fyret. Det var en fysisk og psykisk nedbrudt mand, der flyttede fra sin gamle skole og sit sogn. Han havde ingen kræfter tilbage til at søge et nyt lærerkald og døde fem år senere. Den 13. januar 1919 blev der indrykket en minde-sonet om ham i Folkeskolen.

Kampen mod paragraf 8 fortsatte, og mange andre lærere blev ramt af dens vilkårlighed. Den 23. april 1914 fortæller Folkeskolen, at lærer Fog i Alstrup på Falster blev afskediget efter paragraf 8 af en enstemmig skolekommission. Årsagen var angiveligt, at lærer Fog havde anmeldt en flok unge for »slemme nytårsløjer«, og det førte til, at cirka 20 unge mennesker fra landsbyen måtte i politiretten. »Selvfølgelig maa Lærer Fog saa afskediges!« tilføjes det lakonisk i artiklen.

På trods af de åbenlyse urimeligheder ved paragraf 8 tog det mange årtier, før paragraffen endegyldigt blev fjernet som den tikkende bombe under lærerstandens virke, den i virkeligheden var. Den særlige mulighed for at fyre lærere uden begrundelse blev først afskaffet med tjenestemandsloven af 1969!

Keld Grinder-Hansen er leder af Skolemuseet, cand.mag., ph.d

Medlemsbladet jubilerer

Folkeskolen fylder 125 i år, derfor bringer vi en række nedslag fra og om bladet - og om behandlingen af fortidens begivenheder i og omkring skolen og Danmarks Lærerforening.

Den første artikel, »125 år med medlemsdebat«, blev bragt i nummer 1/2008.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet
Vind hotelophold i julekonkurrencen

Så er det blevet juletid, og folkeskolen.dk har i den anledning en julekalender, hvor du hver dag frem til juleaften kan finde dagens låge-opslag med en præmie på vores Facebookside. Du er også med i lodtrækningen om hovedpræmien, hvor du kan vinde et weekendophold for to på et af de lækre Sinaturhoteller. Tjek vores Facebookside hver dag i december for at være med!

Deltag i konkurrencen