»Lige nu bruger vi 3,2 procent af bruttonationalproduktet i modsætning til den forrige regering, der brugte 2,8 procent. Målet er, at vi bruger seks procent på uddannelse i 2011«, siger formanden for Nicaraguas lærerforening José Antonio Zepeda

Nicaragua satser på uddannelse

Lærerne i Nicaragua kæmper langt videre end for at ændre deres egne vilkår. De vil ændre hele samfundet for at få bugt med fattigdom, dårlig sundhed, manglende uddannelse og en stor gæld til udlandet

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvis man bor i Nicaragua, kan det lade sig gøre at leve for cirka 1.800 kroner om måneden. Hvis man er lærer, er der et problem, for lønnen er kun det halve. Derfor er det helt almindeligt at have et eller to job ved siden af sit lærerarbejde for at kunne overleve. 80 procent af Nicaraguas 40.000 lærere er kvinder, og de sælger typisk ting på markedet eller vasker og stryger for andre.

Et af de mål, den nicaraguanske lærerforening, Anden, kæmper for, er, at medlemmerne kommer op på de 1.800 kroner i månedsløn. Men lønnen er kun ét af de problemer, som fagforeningen arbejder for at ændre - den faglige kamp skal ses langt bredere.

Undervisning indgår som en hovedsøjle i regeringens plan for at hæve levestandarden og mindske fattigdommen i Nicaragua. Og fagbevægelsen støtter fem prioriterede områder: Ingen sult, sundhed, vand, energi og uddannelse, fortæller José Antonio Zepeda, der er formand for Anden.

Uden os, ingen uddannelsespolitik

Siden Daniel Ortega satte sig i præsidentstolen i november sidste år, er der sket ændringer i uddannelsessystemet:

»Al uddannelse er gratis, og vi har fået høringsret i undervisningsministeriet«, siger José Antonio Zepeda.

Han understreger, at der er politisk vilje til at løse problemerne i uddannelsessystemet.

»Lige nu bruger vi 3,2 procent af bruttonationalproduktet i modsætning til den forrige regering, der brugte 2,8 procent. Målet er, at vi bruger seks procent på uddannelse i 2011«, tilføjer José Antonio Zepeda, der også er valgt ind i landets parlament.

»I al beskedenhed kan man ikke tale om uddannelse, hvis ikke min organisation er med. Vi kommer med forslag til alt i parlamentet, der vedrører uddannelse, og gør vores indflydelse gældende i mange fora. Det vigtigste, vi har gennemført, er den generelle uddannelseslov. Før den blev vedtaget, var der ikke blevet rørt ved området i 106 år. Det vil i praksis sige, at ministrene kunne gøre, hvad de ville«, forklarer han.

»Men det største, vi har opnået, er, at vi eksisterer. Vi var forbudt frem til 1996, og i 90'erne blev over 6.000 lærere afskediget, fordi de var medlemmer af fagforeningen. Men samfundet måtte anerkende, at vi genopstod stærkere og bedre strukturerede, og i den proces fik vi støtte af lærere i Sverige, Norge, Tyskland og Spanien«.

Penge til skoler - eller bankerne

Den vigtigste mærkesag nu er at ændre systemet, fastslår Zepeda. Der er en dårlig fordeling af resurser i samfundet. I dag er 400.000 børn - knap ti procent af hele befolkningen - uden for systemet. Det betyder, at de ikke modtager undervisning eller er omfattet af sundhedssystemet.

»Nogle indretter sig i samfundet, men fagforeningerne siger, at vi er nødt til at lave hele samfundet om. 25 procent af det, der burde gå til uddannelse, går til at betale renter til bankerne, fordi staten overtog forpligtelserne, da syv private banker krakkede. Nogle virksomheder slipper for at betale skat, og nogle virksomheder, der eksporterer til USA, betaler skat dér i stedet. På den måde bliver Nicaragua gjort fattigere«.

Læreren - en apostel

For bare 50 år siden var det højt respekteret at blive skolelærer:

»I 60'erne blev det gode borgerskabs døtre sendt ud for at blive lærere - ikke for at undervise, men for at få den status, det gav. Før i tiden var der fem autoriteter i landsbyerne: Præsten, borgmesteren, lægen, politichefen og læreren. Man så læreren som en apostel og en lederskikkelse, men den status har vi mistet under diktaturet«.

»Vi arbejder for, at samfundet skal respektere professionen igen. Det begynder med, at lærerne skal føle, at de er vigtige, at de arbejder i fagforeningsregi og er en del af lønmodtagergruppen. Mange af lærerne sloges mod diktaturet. Sandinisterne gjorde i 80'erne den fejl at give mere magt til de unge end til lærerne. Den magt brugte de unge til konfrontationer med lærere, som bøjede nakken. Det er en permanent kamp at genvinde den respekt for lærerne«.

For José Antonio Zepeda er det vigtigt at øve så meget indflydelse som muligt på regeringen - uden at komme i lommen på den.

»Vi har en aftale om, at ingen fra fagforeningen må går over i undervisningsministeriet. For det første tapper man os for gode kræfter, og for det andet skal vi ikke knyttes for tæt til regeringen, men varetage vores egne interesser. Lærerforeningen skal påvirke regeringens politik, ikke omvendt«, siger José Antonio Zepeda.

Nicaragua

Nicaragua er efter Haiti det fattigste land i Latinamerika og et af de lande i verden, hvor indkomsten er mest ulige fordelt. Den generelle fattigdom faldt fra 50,3 procent i 1993 til 45,8 i 2001. Ekstrem fattigdom er fortsat størst på landet, hvor mere end 25 procent af befolkningen kæmper for at overleve for mindre end en dollar om dagen. Danida og Undervisningsministeriet har bevilget 185 millioner kroner fra 2005-2009 til at opbygge et bedre uddannelsessystem i Nicaragua.

Anden, Lærernes fagforening, grundlagt i 1979. Motto: Kun enhed gør os stærke og respekterede.