Hvad indebærer det, når den norske professor Doris Jorde i Folkeskolen nummer 30 udtaler, at løsningen på tidens fatale mangel på interesse for naturfagene er at lade »emnerne forholde sig til virkelighedens problemer som hungersnød, sygdom og energi«. Tydeligt nok indebærer det, at der i undervisningen skal tages udgangspunkt i en emneopdelt virkelighed, hvorpå der efterfølgende kan hægtes lunser af faglig viden. Og så er test skadelige, siger Jorde. For test tester naturligt den faglige »faktuelle basisviden«. Og det bør man ikke gøre, når den faglige viden indlæres sporadisk, pletvis og usammenhængende, som den nu passer ind i de valgte emner, og hvor vægten ligger på helt andre ting end det faglige. Det er muligt, at det af Jorde foreslåede styrker en overfladisk og flygtig interesse for naturfag, men samtidig nedbrydes fagene, så der ikke er noget at bygge på i en videreuddannelse. Doris Jordes udsagn bør i stedet fortolkes således, at skolerne yder en for børn tilpasset logisk opbygget, fagligt sammenhængende, fagcentreret undervisning, hvor der i forløbet, når det falder naturligt, tages udblik til fagets aktuelle relationer til dagligdagens verden. Den sammenhængende opbygning af faget kommer altså før de af Jorde nævnte emner. I modsat fald destrueres faget, sådan som man har vænnet eleverne til det i det hybridagtige fag natur/teknik. Hvis Jordes udsagn om, at nationale test fokuserer på fagkundskaberne, er rigtigt, er det en god grund til netop at holde fast i de nationale test. For uden fagkundskaberne forvandles undervisningen til useriøs tidsfordriv, der næppe kan bygges på i en videreuddannelse. Det er rent pjat at teste eleverne i at argumentere, analysere og undersøge, hvis man ikke først har testet dem i den faglige faktuelle vidensparathed.