Mange med bekvem afstand til de faktiske forhold i skoleverdenen ynder at komme med gode råd til skolen. Det er i princippet hjælpsomt og godt, vel at mærke hvis rådene så også er gode. Tidsånden har placeret erhvervslivets topfolk på en piedestal. Der skrives spalte op og spalte ned om folk på toppen, der ofte ikke har meget andet at byde på end historien om, hvordan de blev store. Det bliver man ikke noget orakel af, og det er lidt ynkeligt at læse om, hvad de har liggende på natbordet. Men erhvervsfolk på toppen har ikke i det daglige så let adgang til modsigelse som folk i den offentlige sektor, i hvert fald før den fik at vide, at den skulle tage pejling af den private sektors ledere og ledelsesfilosofi, så mange af dem bliver let forhærdede i troen på egen ufejlbarlighed og kan komme til at se sig selv som rollemodel for hvem som helst. Det gælder bestemt ikke alle, men faren er der.

Jeg er ikke i tvivl om, at Lars Kolind er en tænksom og sympatisk person, men jeg er konstant uenig med ham, når han udtaler sig, hvad enten det drejer sig om ledelse, sprog (mest muligt engelsk!) eller skole, og det var for mig en lettelse, at han efter adskillige svipsere ikke blev valgt til Folketinget. På samme måde glædede det mig, at Helle Sjelle ikke blev slået af Paula Larrain, som også er sympatisk, men som ikke har kvalificeret sig politisk.

Dagen før valget kunne man i Berlingske Tidende læse om Lars Kolinds ønske om, at folkeskolen skal gennem danmarkshistoriens største forandring. Skal bordene stå på hovedet? Skal konstellationen mellem børn og voksne skifte hver dag? I hvert fald foreslog han, at det skulle være slut med klasselokalet. Og hvad værre er: Klasselæreren skulle afskaffes. Med andre ord, slut med tryghed og kontinuitet, og det for en generation af børn, hvis hverdag og hjemmeliv er rigeligt flimrende, og hvis tryghed ofte bliver udfordret.

Hele ræsonnementet er skævt: Også kreativitet og innovation kræver en basis. Man skal ikke hver dag begynde forfra, så bruges energien til at danne rammer, ikke til at udvikle. Endvidere får børn en vigtig del af deres sociale opdragelse ved at følges med andre børn med andre talenter i et forpligtende fællesskab. Kolinds poppede snak om læreren som coach og tutor stener os tilbage til den mest udvandede 70'er-pædagogik kombineret med hul managementfilosofi.

Professor Higgins