11. september var mindedag for det fatale terrorangreb på Twin Towers i New York, hvilket fik stor nyhedsdækning. »Deadline« på DR2 havde dog også valgt en mere lokal nyhedshistorie, som man som dansker lettere kan forholde sig til. Nemlig folkeskolen. Denne gang havde Dansk Center for Undervisningsmiljø (DCUM) med Ole Juhl i spidsen spurgt knap 60.000 skoleelever, om de inden for de sidste to måneder havde følt sig mobbet af lærere. Deprimerende 16 procent af de adspurgte svarede ja. Ole Juhl har ganske ret i, at det er alt for mange - Utopia dikterer jo nul procent - og at det tal skulle danne grundlag for en større undersøgelse.

Mildest talt så undres jeg over de 16 procent, der svarer til, at læreren systematisk mobber knap fem elever, hvis vi sætter elevtallet til 24 i hver klasse. Hvilke interesser har læreren i at mobbe? Hvorfor stiller læreren - mobberen - sig på kammeraternes side, og hvilke kammerater er der tale om?

DCUM har gennemført en undersøgelse, hvor elever skal føle, og læreren har kammerater i form af skolebørn. Og jeg undres i mit inderste.

Kunne det tænkes, at ordet mobning efterhånden dækker alt lige fra det simple krav om, at eleven har de rette bøger med til undervisningen, til skammekrog og offentlig ydmygelse? Kunne det tænkes, at dagens curlingbørn har forstået ordet mobning, som de gør med ordet bjørnetjeneste? Uanset hvilken betydning man tillægger ordet, så er denne undersøgelse hverken god eller dårlig - kun endnu et dæmoniserende billede af den danske folkeskole.

Må jeg foreslå DCUM en undersøgelse, hvor man undersøger Bertel Haarders og Anders Foghs mobning af mobberne. Ordsproget lyder noget i stil med: Man vasker altid trapper ovenfra og ned.