0   260

Spillet om et indgreb

Regeringen kan om få måneder stå som den, der forringer de offentligt ansattes muligheder, mens Venstre diskret i baggrunden høster vælgergevinsten

Midt under efterlønsturbulensen i december 1998 kom Venstres formand, Anders Fogh Rasmussen, med et tilbud til regeringen. Han gav tilsagn om Venstres støtte til et regeringsindgreb i forårets overenskomstforhandlinger på det offentlige arbejdsmarked.

Regeringens parlamentariske grundlag på 90 mandater rækker nemlig ikke til formålet. SF's og Enhedslistens tilsammen 18 stemmer vil under ingen omstændigheder være til tjeneste ved en sådan lejlighed. Men det vil Venstre og formentlig også andre borgerlige partier.

Artiklen fortsætter under banneret

Nogle så tilsagnet fra Venstres leder som en fremstrakt hånd til en forligspartner, som finansloven med indbygget begrænsning af efterlønnen har bragt i politisk uføre.

Andre så billedet af rebet, der støtter den hængte. For Venstre vil det, liberalismen til trods, ikke være en overvindelse at lukke en konflikt med tvangsindgreb. Og da slet ikke i den offentlige sektor.

En sådan manøvre vil til gengæld bringe det store regeringsparti på kollisionskurs med sin måske mest stabile og trofaste målgruppe. Sammenlignet med traditionelle faggrupper på det private arbejdsmarked som specialarbejderne, de kvindelige arbejdere og metalarbejderne er postbudene, sygeplejerskerne, de kommunale arbejdere, folkeskolelærerne og andre offentligt ansatte i højere grad kernetropper i det socialdemokratiske univers. Det er de i tillid til, at det store regeringsparti værner om vilkår og kvaliteter i den offentlige virksomhed.

Venstre diskret i baggrunden

- Netop det kan skærpe Venstres appetit på at være regeringen behjælpelig med et indgreb i maj, som kan skabe en politisk parallel til efterlønsdramaet i december. Regeringen kan om få måneder stå som den, der forringer mulighederne for de cirka 8oo.ooo offentligt ansatte, mens Venstre diskret i baggrunden, ligesom i december, høster vælgergevinsten. Og det selv om Venstre reelt ønskede og formentlig fortsat ønsker efterlønnen afskaffet. Og selv om Venstre også af ideologiske grunde kræver den offentlige sektor indsnævret.

Nogle vil indvende, at den borgerlige regering for godt ti år siden, i 1987, viste stor eftergivenhed - ja, nærmest lod stå til - over for de offentligt ansattes krav. Men én ting er at være regering med ansvar, en anden at være opposition, som nok deltager i beslutningerne, men ikke i samme grad lægger ryg til vælgernes utilfredshed.

Eftergivenhed som i 1987 er heller ikke løsningen for den nuværende to-parti-regering. Det er den ikke af to grunde:

- De offentlige budgetter er så stramme, at de ikke tåler afvigelser. Den snævre økonomiske aftale mellem regeringen og kommunerne har lagt et loft over lønstigningerne i 1999 på tre procent. Udviklingen på det private arbejdsmarked svinger blandt andet på grund af regeringsindgrebet sidste år helt oppe mellem fire og fem procent. Så den halvanden til to procents difference er med i boomerangen, som nu er på vej tilbage til regeringen.

Hovedresultater skal kalkeres

- På flere måder minder overenskomstsituationen i år om situationen sidste år.

For det første er det de offentligt ansattes strategi at kalkere hovedresultaterne af sidste års lovindgreb i storkonflikten. Et eksempel:

De kommunalt ansatte tæller 640.000, fordelt på 62 forskellige organisationer. De har fremsat 17 generelle krav. De tre første lyder:

1. Generelle lønstigninger.

2. En reguleringsordning, der sikrer ligelig lønudvikling mellem den private og offentlige sektor. Og

3. Udbygning af ferien med - som det siges - ferie-fridage, samt forbedring af ferieaftalen.

Med andre ord nagler de kommunale forhandlere deres arbejdsgivere, Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen - med staten i kulissen, til de resultater, regeringen selv fastsatte sidste forår på det private arbejdsmarked.

En anden parallel kan blive selve forhandlingsforløbet. Forligsmanden på det offentlige område er Mette Christensen. Hvis forhandlingerne bryder sammen hen mod skæringsdatoen 31. marts og overgår til Forligsinstitutionen, er det sandsynligt, hun benytter sin ret til at udskyde konflikten om nødvendigt i to gange 14 dage. Akkurat som forligsmanden, Asbjørn Jensen, gjorde sidste år på det private område. Og det vil så betyde, at konflikten i givet fald bryder ud omkring 1. maj.

Her dukker den tredje sammenligning op, for ligesom sidste forår vinker en ny EU-begivenhed forude, denne gang EU-Parlamentsvalget 10. juni. Og det kan godt give ikke bare regeringen, men samtlige partier grund til særlige overvejelser om håndteringen af en eventuel konflikt.

Sidste år samlede politikernes bekymring sig om afstemningen om Amsterdam-traktaten 28. maj. De fleste husker, at det, ud over gær-og benzinleverancerne, især var den højt besungne demokratiske proces, altså valgkampen, som var truet af storkonflikten med lammelse af blandt andet medierne. Folketinget var tilmed blevet hjemsendt 7. maj for i tre uger at gøde den folkelige muld op til afstemningsdagen.

I år lukker Folketinget 28. maj, en lille uge før normalt. Men det skyldes snarere forberedelserne af festlighederne i forbindelse med grundlovens 150-års jubilæum 5. juni. Tonerne under fejringen af frihedsrettighederne denne store dag kan meget vel iblandes mislyde, hvis Folketinget få uger inden har suspenderet den frie forhandlingsret med et lovdiktat.

Men det er nu engang vilkårene for enhver regering, efter at den såkaldte 'utakt' i overenskomstperioderne - fra normalt to til både et og tre år - betyder overenskomstforhandlinger hvert eneste forår adskillige år frem i tiden. Og det med resultater som er mindre forudsigelige end tidligere på grund af de nye afstemningsregler. Regler som øger nej-stemmernes muligheder, fordi almindeligt flertal gælder, når stemmeprocenten er 40 og derover.

Også de forhold kan med tanker på egne, fremtidige regeringsmuligheder være indgået i Venstre-lederens overvejelser. Konsensus mellem regeringen og den toneangivende opposition om indgreb i arbejdskonflikter er nærmest en nødvendighed for en regering, uanset kulør. Og Fogh Rasmussen indretter sig om nogen på, at der kommer en tid efter denne.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet