Johannes Larsen er måske den kendeste af Fyns-malerne, der havde deres storhedsperiode i slutningen af 1800-tallet og i begyndelsen af 1900-tallet. På Johannes Larsens dejlige museum i Kerteminde, hvor maleren havde atelier og boede med sin familie, kan man forvisse sig om et af hans største talenter i en livslang udvikling, nemlig sansen for den tætte og detaljerede iagttagelse af især dyr.

Overleveringen fortæller, at Johannes Larsen allerede som 11-årig lærte at sætte lys i øjnene på katten - et vidunderligt billede på forvandlingen af et ordinært katteudtryk på lærredet til et særligt livfuldt udtryk.

Og uden sammenligning i øvrigt vil jeg mene, at et par lærerøjne kan lyse som en larsensk kats.

Min erfaring i de seneste år som kursusholder og instruktør er, at selv den trætte lærer lyser op, når vi i et rum af seriøsitet og kritisk solidaritet går tæt på dagligdagens undervisning og faglighed, når vi kommer bag om det umiddelbare, og når vi i fællesskab får sat ord på de konkrete faglige udfordringer og muligheder.

Lad mig pointere, at det er selve diskussionen, selve beskæftigelsen med faglige problemstillinger, der får det til at boble. Lærerne diskuterer engageret og videbegærligt, selvkritiskt og åbent. Det er skinbarlig professionalitet. Og der er reelt lys i vores øjne.

Da tænker jeg: Om blot mørkemændene vidste besked. Men de ved så lidt. Til tider ved de så uendelig lidt. Om lærerengagement. Om lyst til at diskutere ens eget fag - af ren og skær interesse. Min person bliver dæmoniseret, siger undervisningsministeren, når nogen med rette tager til genmæle over for inddæmningen og nedgørelsen af lærerstanden. Og hvem reagerer, når en avis citerer en professor fra Danmarks Pædagogiske Universitet for at hilse den kommende læreruddannelse velkommen, fordi den vil »... bidrage til, at uddannelsens ry som en taberuddannelse ændres«.

Taberuddannelse? Konstateret med selvfølgelighed.

Når vi er i kursussammenhæng, så er det ikke ministerielt klynk eller professoral uansvarlighed, der er i centrum for drøftelserne - nej, det er målene, indholdet og metoderne i gedigen danskundervisning, der er på programmet, eller de vigtige vejlederkompetencer, som i øvrigt sættes i system fra august måned i år. Jeg ser, at lærerne er vilde med at dygtiggøre sig, så snart der er en reel mulighed for det. Tempofyldt. Ivrigt.

Sådan er det ikke altid, når kurserne foregår på skolerne. Måske er det vanskeligere at sætte lys dér, og måske er der for mange interne og eksterne snærende bånd. I en årrække har det imidlertid været almindeligt - af flere forskellige årsager - at udvikle og prioritere kurser direkte på egen skole. Kurser for alle eller for en del af kollegiet. En af årsagerne er selvfølgelig økonomien, da man får mere for kursuspengene på den måde.

Fremtiden behøver ikke at udelukke kurser på egen skole, slet ikke. Men spørgsmålet er, om tiden overvejende er ved at være forbi for den kursusform?

Kan man forestille sig, at inddæmningen - det større eksterne tryk og det mindre råderum - er nemmere at kaste af sig uden for huset end hjemme? At det bogstavelig talt kan være »frigørende« at komme midlertidigt væk hjemmefra med en større eller mindre faglig gruppe, som har fået kursus? Altså at man bevidst prioriterer det større fællesskab på tværs af skoler og kommuner?

Lærere på kursus beriger hinanden og beriges. De kan simpelthen ikke lade være.

De sætter lys.

Lena Bülow-Olsen er pædagogisk konsulent hos Center for Undervisningsmidler, Roskilde