Elevplaner i skolen - et nyt redskab i skole/hjem-samarbejdet

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det kan være en svær opgave at formidle, hvad elevplaner går ud på, til forældre, der egentlig bare har det til fælles, at de har børn i skolealderen. Som afsender er man nødt til at søge ud over det indforståede ordvalg, vi i skoleverdenen ofte benytter. Man må sige, at Skole og Samfund er lykkedes nogenlunde godt med formidlingen, men forfalder indimellem til flotte ord, for eksempel: "Det skolesyn, der ligger bag lov om elevplaner, er præget af optimisme og en tro på, at store visioner ikke blot skal udtænkes, men også føres ud i livet".

Hæftets fokus går naturligvis på at se elevplaner som et redskab i skole-hjem-samarbejdet.

"Elevplanen siges at gå på tre ben", anføres det i hæftet. Det første ben er det, at der skal fortælles om resultatet af den løbende evaluering i alle fag, det andet ben drejer sig om udarbejdelse af en handleplan med opfølgning og eventuelle aftaler på baggrund af den løbende evaluering, og det tredje ben handler om, hvad elever, forældre og lærere i fællesskab kan bidrage med, for at eleven får en god skolegang.

De konkrete eksempler, der refereres til, er de velkendte, der har kunnet downloades fra Undervisningsministeriets hjemmeside: Vester Mariendal Skole, Voldum Skole og Fuglsanggaardskolen, dertil kommer et eksempel på en læseudtalelse for en elev i 2. klasse. Udtalelsen indeholder syv meget relevante punkter og vidner om et interaktivt læsesyn, der viser, at evaluering af læsning er mere end standardiserede test, men det blotlægger også, at i og med læsning kun er en del af danskfaget, så vil et så kvalitativt arbejde med elevplaner til hver elev kræve stor indsigt og en del tid af læreren. Kvalitet koster.

Et velformidlet hæfte, der giver indblik og inspiration i arbejdet med elevplaner til både forældre og lærere.