Det danske forskerteam, Lejf Moos, John Krejsler og Klaus Kasper Kofod, fortjener stor ros for at have problematiseret og defineret succesbegrebet, som jo kan være en uhåndterlig størrelse, fordi succesen kan afhænge af øjnene, der ser. I nogle af de lande, der indgår i projektet, er det et overordnet succeskriterium, at skolen scorer højt i test og lignende. Forskerteamet definerer begrebet i dansk kontekst med referencer til skolelovens formålsparagraf og skoletradition i øvrigt: Succesfuld skoleledelse er skoleledelse, hvor kommunikation om demokratisk dannelse og vilkårene for denne lykkes. Dette greb er i fuld overensstemmelse med ordet succes' natur; det bærer jo betydningsmæssigt på, at noget arves, at noget følger efter noget andet, at det netop er kontekstafhængigt.

Forskergruppen har især fokuseret på tre skoler, der adskiller sig på væsentlige punkter fra hinanden med hensyn til både geografisk placering, pædagogisk udvikling, ledelsesstil og læreropbakning til den pædagogiske vej, skolerne er slået ind på. Alle tre ledelser opleves alligevel som succesfulde, eller som det siges i rapporten: Ledelse er kontekstafhængig, og den, der er succes det ene sted, vil ikke nødvendigvis være det et andet sted. Alligevel kan man udlede det fælles, at disse ledere alle har en klar vision for deres skoles pædagogiske udvikling, at de er klare i deres udmeldinger, og at de har gode ører.

Det hører med til succesfuld ledelse i en skole, der har demokratisk dannelse som succeskriterium, at ledelse også udføres i dialog. Lederen skal sætte dagsorden, men ikke primært gennem dekreter, men gennem udspil til refleksion. Et af sporene i rapporten er, at ledelsesadfærd fungerer som model for lærernes arbejde med eleverne: At den demokratiske dannelse starter i den demokratiske ledelse.

Det er et væsentligt bidrag til hver enkelt læsers udbytte af bogen, at problematikkerne på de tre udvalgte skoler er belyst med velvalgte citater fra interview med skolernes ledere og lærere. Man aner konteksten og oplever den autenticitet, der gør, at man kan tage problematikkerne ind i sin egen refleksion over egen situation.

Det gælder for sammenligninger mellem landes skolevæsener, mellem landets skoler og for den sags skyld mellem den enkelte skoles klasser, at beskrivelser først og fremmest kan tjene som spejl for ens egen virkelighed, men ikke som en kogebog med umiddelbart omplantelig praksis.

Rapporten belyser i fire kapitler væsentlige problemstillinger i skoleledelse og -organisation, hvor netop demokratibegrebet, ledelses-/selvledelsesproblematikken og netværkstanken spiller centralt ind i skolens pædagogiske udvikling. Her bliver det åbenbart, at der er flere veje til målet, men at de alle kræver en dybere refleksion og en høj mødeaktivitet mellem engagerede fagfolk, hvis de skal føre til undervisningens succesmål.

Det tjener rapportens forfattere til ære, at de redeligt har gjort opmærksom på deres vinklinger, at "teksten" kunne udlægges anderledes, og at læserens refleksionstrang konstant bliver vakt.