Skab debat i stedet for forbud

Med jævne mellemrum opstår der uro om skoleelevers påklædning. Lektor på Danmarks Pædagogiske Universitet opfordrer til, at lærere skaber dialoger med eleverne i stedet for forbud

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det lange Beatles-hår provokerede i 1960'erne. De nøgne fødder og batiktrøjerne i 1970'erne. I 1990'erne forstyrrede de bare pigemaver, og senest har hænge­røve i Hjerting ved Esbjerg fået stor opmærksomhed.

Ungdommens måde at klæde sig på er indimellem så provokerende, at skoleledere eller skolebestyrelser igennem tiden flere gange har valgt at komme med forbud. Men samtidig med at forbuddene med jævne mellemrum popper op, peger alle erfaringer på, at de aldrig har hjulpet. Derfor sidder lektor på Danmarks Pædagogiske Universitet, Ning de Coninck-Smith, og undrer sig. Hun har siden slutningen af 1980'erne arbejdet med børne- og ungdomskultur. Noget af det, hun studser over, er, at man ikke i stedet for forbud søger at skabe dialoger med eleverne.

Samme konflikt

»Det er da mærkværdigt, at den samme konflikt mellem lærere og elever bliver ved med at opstå. At nogle lærere i Hjerting føler sig provokeret af elevernes måde at sætte deres bukser på, er fuldstændig sammenligneligt, med dengang man blev forarget over Beatles-håret«.

Ning de Coninck-Smith kan godt forstå, at man som lærer kan blive provokeret af elevers påklædning. Hun undrer sig bare over, at man bliver ved med at forsøge at løse problemerne med forbud.

»Eleverne skal kunne se fornuften i kritikken. Hvis man uden at have taget dem med på samråd beslutter, at de ikke længere må sætte deres tøj på en bestemt måde, så kommer man ikke igennem med sit budskab«.

Hun finder dialogen ekstra vigtig, fordi det også kan ændre lærernes opfattelse af, hvad der i virkeligheden forstyrrer undervisningen.

»Jeg har svært ved at se, hvordan et par bukser lige lovlig langt nede kan forstyrre undervisningen. I hvert fald er den måde at sætte sine bukser på så udbredt og almindelig blandt unge, at man ikke kan sætte lighedstegn med, at de gør det for at provokere«.

Emneuge om mode

Netop fordi elevers påklædning altid har kunnet skabe diskussioner, er det vigtigt at løse problemet på en ny måde. Hun foreslår, at man næste gang bytter et eventuelt forbud ud med en emneuge om mode.

»Der er rigtig mange interessante vinkler, og man kunne begynde med at ridse alt det op, der i sin tid har afstedkommet et forbud. Det tror jeg, både elever og lærere vil kunne få et godt grin over.

Derudover peger hun på, at man kunne invitere nogle designstuderende til at komme og fortælle om, hvad mode er, og hvilke signaler den sender, samt slutte hele projektet af med en catwalk.

»Vi er nødt til at kommunikere med de unge på deres niveau. Styling og udseende er så super vigtigt for den gruppe af mennesker, at de aldrig vil gå på kompromis på grund af nogle lærere, der har bestemt, at noget skal være forbudt«.