0   141

Alle for én – én for alle

Det slår knuder for mange lærere at arbejde i team, men ikke for fire kolleger på Petersmindeskolen i Vejle. De begyndte med at finde ud af, hvad de skulle bruge hinanden til

Eleverne fylder meget på det ugentlige møde i Team 8. Punktet »enkeltelever« står ganske vist nederst på dagsordenen, men det ender altid med, at de fire lærere flytter det op i toppen.

»Vi bruger teammøderne som en social ventil. Vi snakker om konflikter med eleverne og om de børn, der fylder meget på grund af problemer i familien. Det er rart, at vi alle ved, hvad der sker med det enkelte barn. Vi fortæller også hinanden, om eleverne er urolige eller motiverede, når vi møder hinanden i løbet af dagen. Selv til vores julefrokost trak vi os til side med en øl i hånden, fordi jeg havde opdaget, at en dreng blev mobbet«, fortæller Søren Klindt.

Artiklen fortsætter under banneret

Lærerne i Team 8 har næsten alle deres timer i de tre 8.-klasser på Petersmindeskolen i Vejle.

»Når vi hele tiden holder hinanden orienteret om eleverne, bliver det legalt at sige, at det gik altså ikke så godt i min sidste time. Vi tager ikke problemerne med hjem, i samme grad som vi ellers ville have gjort«, siger Karl Petersen.

Jo større ansvar den enkelte lærer får til at prioritere og handle, desto større motivation, energi og engagement kaster læreren i arbejdet. Det viser en undersøgelse, konsulentfirmaet Mercuri Urval har foretaget for Danmarks Lærerforening (omtalt i Folkeskolen nummer 1/2007). Men når det kommer til teamsamarbejde, er erfaringerne mere blandede.

Problemerne opstår typisk omkring prioritering af teamsamarbejdet, graden af deltagelse og engagement i det fælles arbejde og manglende afstemning af forventninger til hinanden. Det sidste gjorde lærerne i Team 8 meget ud af, da de indledte deres samarbejde for halvandet år siden.

»Vi planlægger tværfaglige forløb sammen, men vi bruger ikke vores møder til fælles forberedelse. Vi vil hellere bruge tiden til at tale om enkeltelever og det sociale liv i klasserne«, siger Vivian Skibby.

Lærerne har prøvet at køre parallel undervisning i alle tre klasser, men det er de holdt op med. Blandt andet fordi det er svært at skaffe ens materialer til over 60 elever.

Vi skal ikke være ens

Det er alfa og omega at blive enige om, hvad man skal samarbejde om, understreger lærerne.

»Ellers ender det i bøvl. Jeg kan huske, da jeg for nogle år siden kom ind i et team i 2. klasse. Selv om vi var flere nye, var grundtanken den samme, som teamet havde haft i 1. klasse. Vi tog ikke en ny snak om spillereglerne, og det gav nogle problemer«, siger Søren Klindt.

Det handler om at finde ud af, hvad den enkelte forventer sig: Hvor mange tværfaglige projekter forestiller den enkelte lærer sig, der skal være i løbet af året? Hvad skal målene være for dem? Og hvor lang tid kan de strække sig over, uden at manglen på struktur går ud over årgangens svageste led?

»At vi brugte tid på at blive enige om den slags grundlæggende spørgsmål, gør, at vi har det godt sammen i dag«, konstaterer Vivian Skibby.

Alle i teamet skal ikke nødvendigvis gøre tingene på samme måde, tilføjer Lene Nielsen.

»I begyndelsen ville eleverne vide, hvorfor jeg ikke rettede opgaver på samme måde som Vivian og Søren. Men fordi vi er i team sammen, behøver vi ikke være ens«, siger hun.

I undersøgelsen fra Mercuri Urval siger flere lærere, at de ikke vil være hinandens arbejdsgivere. Sådan har lærerne i Team 8 det også. Derfor gør de meget ud af at tale sig frem til et resultat, når de ikke umiddelbart er enige.

»Vi holder os for øje, at der ikke er én, der bestemmer det hele. Hvis jeg kørte sololøb, var jeg ikke en del af teamet, og teamet ville blive handicappet. Det er heller ikke min opgave at slå en kollega oven i hovedet, fordi hun griber en konflikt anderledes an, end jeg selv ville gøre. Man er nødt til at ofre sig selv for at få teamet til at fungere«, siger Søren Klindt.

Han betegner sig selv og sine tre kolleger som meget pragmatiske og vurderer, at taletiden på teammøderne fordeler sig fint med 25 procent til hver.

»Det er umuligt at sige, hvad der skal til for at undgå konflikter. Vi er fire meget forskellige personligheder, men vi svinger godt sammen. Det gør man ikke med alle. Der skal også held til at få et team til at fungere«, siger Søren Klindt.

Når man har afstemt forventningerne, står man ikke pludselig stejlt på sine egne synspunkter, mener Karl Petersen.

»Vi sætter vores fag højere end os selv som personer og hjælper hinanden med at få timer med fra alle fag i de tværfaglige projekter, så en af os ikke pludselig står med 20 ulæste timer sidst på året«, siger han.

Vi tager hensyn

Der er to formelle roller i teamet. Søren Klindt lægger skema, og som teamkoordinator fungerer Vivian Skibby som sekretær og holder styr på teamets planer. Men hun udarbejder ikke planerne.

»Jeg lægger et udkast til vores årsplan frem for de andre, og så udfylder vi den i fællesskab. I mit hoved har jeg aldrig været mellemleder«, siger hun.

Karl Petersen nikker.

»Hvis det var Vivians opgave at udarbejde årsplanen, ville vi give hende en rolle som indpisker. Vi kender vores styrkesider, og min er ikke at være sekretær. Jeg vil hellere kontakte dem, vi skal besøge uden for skolen, og stå for økonomien, når vi skal på lejrskole«, siger Karl Petersen, der underviser i matematik og fysik.

Lærerne har ikke problemer med at overholde de aftaler, de indgår med hinanden. Det ville også være et irritationsmoment for Vivian Skibby, og det anerkender Søren Klindt.

»I starten havde vi tre andre dagsordenen i hovedet, men Vivian ville have mere struktur på møderne. Fint, så gjorde vi det. Ellers ville hun blive frustreret, og så kunne hun ikke bidrage 100 procent til samarbejdet. Vi tager hensyn til hinanden«, siger han.

Vivian Skibby havde kun været lærer i et par måneder, da hun bad sine mere erfarne kolleger om mere struktur.

»Det turde jeg, fordi vi grinede meget sammen og hurtigt blev fortrolige. Som ny er det dejligt ikke at blive mødt med 'det har vi prøvet, det dur ikke' og 'det plejer vi ikke at gøre'. Det viser, at de andre er åbne«, siger hun.

Der er tale om en balancegang, mener Karl Petersen.

»Det er fint med sigtepunkter og rammer, men hvis det bliver for stramt, kan jeg godt slå mig i tøjret. Men det er lettere at acceptere, når man selv har indflydelse på beslutningerne«.

Ideen om teamsamarbejde får en tilfreds smiley af lærerne i Team 8 på Petersmindeskolen i Vejle: »Vi er glade for vores eget team, men generelt er det ikke altid fantastisk at være tvunget ind i et samarbejde«, lyder begrundelsen.Den praktiske udførelse af teamsamarbejdet får en rigtig glad smiley: »Det ville være surt, hvis vi altid skulle være fælles om alt. Vi er meget orienterede mod vores fag, fordi vi skal have eleverne til prøve«, lyder det samstemmende fra lærerne.»Der sidder en masse og lurepasser i teamene, uden at vi tør tage det op. Det er enormt frustrerende. Vi har den hensynsbetændelse over for hinanden, så vi undgår konflikter« Lærer i DLF-undersøgelse»Hvis det skal fungere godt og på en tilfredsstillende måde, bør vi kunne stille krav til hinanden, men vi tør ikke være hinandens arbejdsgivere. Vi burde nok kunne stille krav. Ellers er det svært at forpligte hinanden« Lærer i DLF-undersøgelse

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet