Anmeldelse

Hvor stammer vi fra?

En guide til den nyeste viden om menneskets oprindelse

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Vores søgen efter vores oprindelige ophav er altid noget, der har fascineret os mennesker. Rundt om i verden søges efter bevismateriale, der kan dokumentere vores oprindelse, og af og til hører man da også om fund af større eller mindre betydning, der underbygger de gældende teorier om emnet. Et af de mere overraskende fund blev offentliggjort i 2004, hvor forskere fandt det, der nu betegnes som Homo floresiensis, og som menes at have fælles forfader med Homo sapiens. Da Darwin i sin tid fremkom med sine teorier om menneskets oprindelse, mødte han en del modstand. Nu betvivler forskere ikke længere hans teorier. Dog findes der stadig enkelte folk rundt om i verden, der sætter deres lid til den mere guddommelige skaberkraft.

I denne bog tager forfatteren afsæt i Darwins teorier og bruger dem som udgangspunkt for sin videre behandling af emnet. Der fortælles rimeligt kronologisk for til slut at ende ved fremtiden, som på mange måder ser ganske spændende ud med genteknologien som aktiv medspiller. Bogen er velskrevet og illustreret med gode billeder og tegninger, der fint fremhæver det, der står i teksten. Bagest et temmelig omfattende afsnit med henvisninger til supplerende litteratur, godt og overskueligt opdelt efter kapitler.

Bogen er ikke skrevet til børn, og som undervisningsmateriale i grundskolen har bogen ingen relevans. Dog vil den fint kunne medvirke som baggrundsmateriale i forbindelse med planlægningen af et større undervisningsforløb om emnet.