Anmeldelse

Mittendrin - in Deutschland

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Mittendrin - in Deutschland" er et inspirerende og lærerigt materiale, der kronologisk fører læseren gennem væsentlige hændelser i Tysklands historie i perioden 1815-2005.

De enkelte tekstenheder er bygget op over et opslag - en god ide, da det giver læseren mulighed for en helhedsoplevelse af tekst og billeder. Hvert afsnit indledes med et kort over Tyskland, en tilhørende tidslinje og en kort og præcis indføringstekst - et fint afsæt for eleverne til at forstå de øvrige tekster i samme afsnit.

Billedmaterialet og det samlede layout er meget flot, indbydende og læsevenligt og på én gang understøttende og udvidende for læseprocessen og indholdsforståelsen.

Opgavekonceptet er bygget op omkring en overordnet indføringsopgave efterfulgt af varierede opgaver hvad angår både arbejdsmåde og organisationsform. Den praktisk-musiske dimension er fint repræsenteret. De vurderende og perspektiverende sproghandlinger er i fokus.

Gloseringen er placeret bag i bogen, kategoriseret efter sidetal, og to cd'er, hvor alle tekster er indtalt, er sat ind i tekstbogen.

Lærerens bog indeholder en indføring i materialet og tips til arbejdet, varierede supplerende tekster til yderligere fordybelse i tidsperioderne, ekstra opgaveforslag samt fire lytte- og læsetekster.

Materialet angiver ikke målgruppe, men det indholdsmæssige og sproglige niveau indikerer 9.-10. klasse og tilsvarende trin.

Et anbefalelsesværdigt materiale i både tyskfaglig og tværfaglig sammenhæng.