Kommentarer om Steven

Hvad er det egentlig, der er så godt ved Steven? Vi har stillet nogle spørgsmål til skoleinspektør på Kongevejens Skole, Vibeke Bacher, og Stevens teammakker Therese Ørum

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Vibeke, hvorfor ansatte du Steven?

»Fordi han fortalte om alt det, han gerne ville. Alle mulighederne og gode tanker om en masse sjove projekter. Han ville gerne have undervisning uden for skolen. Komme ud og lære i stedet for kun at være i klasselokalerne, og det er en vigtig egenskab. På det tidspunkt var der mange meget boglige lærere på skolen, så vi kunne godt bruge en alternativ lærer. Han udstrålede bare engagement, og jeg fik alt, hvad jeg havde forventet«. »Han havde utroligt mange ideer til masser af projekter med rollespil, teater og meget andet. Hans hoved er skruet rigtig godt sammen. Men hvis ikke han havde de andre kolleger til at hive ham ned, når han er for højtsvævende, ville vi jo flyve til månen!« fortæller Vibeke og griner.

Lærer Therese Ørum siger om sin teammakker:

»Steven er dygtig. Han ved meget og har fantastiske ideer. Til tider lidt for mange«, griner Therese. »Hans undervisning er god. Han taler for meget, men der sker også meget i hans undervisning, så det går vel lige op«. Blegner du i forhold til ham? »Ja, det gør jeg nok, men det er mig, der trækker ham ned, når han svæver for højt oppe. Så må jeg lige sige til ham, at han skal geare lidt ned. Men alt i alt er han helt fantastisk«. Smiler du i selskab med Steven? »Ja, meget! Jeg smiler, fordi jeg kan lide ham. Han er en skøn kollega, og det er umuligt ikke at smile i selskab med ham. Han er en meget livlig person. Han er ikke bare ren underholdning i undervisningen. Han har bestemt noget at have det i. Hvis nogen ikke har det godt, støtter han dem og er altid hjælpende, over for lærere som elever«.

Hvad kan Steven gøre bedre?

(Lang tænkepause). »Hmm, nogle gange når han kaster sig ud i nye, store eksperimenter, kan han godt glemme at tænke på konsekvenserne. Derfor er det godt, han er sammen med os andre, så vi danner et team«.