Læreren

»Børn er vores grundstof nummer et«, mener Steven Brandt Camphausen, som er lærer på fjerde år. Han er en inspirerende lærer, mener vi

Publiceret Senest opdateret
»Jubii, nu skal vi endelig i skole igen efter påskeferien, jeg glæder mig!« Sådan er der ikke mange børn, der tænker efter en ferie. Men hvorfor? Er det, fordi skolen er kedelig, og lærerne ikke inspirerer eleverne til ny viden? Det har vi valgt at kigge nærmere på.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Vil du selv være elev i den klasse, du underviser i?« Lød det fra Steven Brandt Camphausen fra Kongevejens Skole i Virum, da vi spurgte om et råd til »kedelige« lærere. Steven er, hvad vi kalder en inspirerende lærer. Vi mener, at mange af Danmarks lærere kan lære noget af ham. Steven har været lærer i fire år, og han startede med at have vores klasse i to år. Da vi spurgte Steven, hvad han synes om at være lærer, var han ikke i tvivl: »Jeg er super glad for det. Friheden, mulighederne og arbejdet med børn er skønt. Jeg synes, børn er dejlige. De er ærlige, og det er godt. Jeg føler, mit job er vigtigt. I vores samfund er børn grundstof nummer et. Det er dem, der skal føre vores samfund videre. Jeg er glad for, at jeg kan gøre en indsats«. Vi mener, at en af grundene til, at Steven er en fantastisk lærer, er, at han elsker børn. »Om tyve år hader jeg sikkert børn, men lige nu elsker jeg dem«, griner han. Han er ikke bare lærer, fordi han ikke kan finde ud af andet eller mangler penge. Han er lærer, fordi han vil noget med børnene, og han er sprængfyldt med ideer. Gensidig respekt er nøgleordet for Steven til god undervisning og en hverdag, der hænger sammen. Han lægger meget vægt på, at eleverne har det godt både fysisk og psykisk. »Børn er ikke modtagelige for læring, hvis de er sure eller kede af det. Mange elever er nødt til at gå i skole, selvom de i deres hoved ikke er i stand til at lære. De kigger i en bog, men jeg ved, at tankerne er alle andre steder. Derfor er det bedre at snakke med eleven og give den tid, det tager, så han eller hun er modtagelig for min undervisning. Med samme formål er det rart at have en 'hyggekrog' eller et lille hjørne, hvor eleven kan være for sig selv«.

Fagligt og menneskeligt ansvar

Steven har ret. Når vi elever er kede af det og føler, at intet fungerer, er der ikke noget værre end en sur lærer, der er ligeglad. Steven mener, at lærerne selvfølgelig har et fagligt ansvar for eleverne. Men han mener i den grad også, at lærerne har et menneskeligt ansvar. Det synes vi, han har ret i. Vi tilbringer omkring 1.300 timer i skolen om året. Tænk hvor meget en lærer kan påvirke vores liv. I hele barn- og ungdommen bliver vi påvirket af skolen. Og så er det jo op til jer lærere at vælge, i hvilken retning I vil påvirke eleverne. I 8.c er vi »allergiske« over for lærere, der spiller en rolle. »Det er så irriterende, at lærerne er på én måde over for eleverne og på en anden måde over for forældrene. Det er ligesom, at når 'kameraet' er tændt, er de glade og positive. Men lige så snart man slukker kameraet, er de sure og gnavne«, siger Lotte Petersen, 8.c, og resten af journalistgruppen er meget enige. Nogle synes, at det virker absurd, at Steven til tider bruger tre kvarter på at spille langbold med eleverne. Men han har en forklaring: »I stedet for at de arbejder ukoncentreret i halvanden time, fordi de sveder og er i et dårligt indeklima, er det til tider smart at komme ud i den friske luft og få dyrket noget motion. 45 minutter er nok. Når de så kommer ind igen, er de koncentrerede og parate til at modtage undervisning. Man kan også vende den rundt og bruge det gamle 'gulerod-trick'. Det vil sige: 'Hvis I arbejder godt de næste 45 minutter, spiller vi langbold resten af timen'. Det hjælper. Men det kan også misbruges. Det skal ikke bare være en nem løsning for læreren, det skal have et formål. Man skal kunne kende grænsen«.

Man kan ikke lefle for elever

Nu tænker I sikkert: »Ham Steven, han er da en værre fedterøv. Han bestikker da bare de små poder«. Men nej. Steven er ikke den type. Han vinder respekt hos eleverne ved selv at respektere dem. »Man kan ikke lefle for eleverne. Det er de ganske enkelt for smarte til. I sidste ende vil det altid gå galt, hvis man lefler. Man skal være sig selv. Det er det eneste, der dur. Når du så har vundet respekten, er det ti gange nemmere at være lærer. I stedet for at råbe dig til ro kan du bruge den respekt, du har opnået. Dermed ikke sagt, at du skal være 'bedste venner' med eleverne, men noget, der minder om venskab, er sundt«, fortæller Steven om sit forhold til eleverne. »Hvis en af mine venner beder mig om at tie stille eller skrue ned, respekterer jeg det da hundrede gange mere, end hvis der står en sur lærer og råber ad mig«, siger Christian Møllgaard, 8.c.

De lærer altid et eller andet

Mange elever rundt om i landet er trætte af skemalægning, planer, bøger, der skal læses, hæfter, der skal udfyldes, og mange kører fuldkommen død i skolen. Derfor er det godt at veksle. Veksle mellem alternativ undervisning og mere faglig undervisning. Det er en rigtig god idé, så man ikke kører træt i undervisningen, men stadig lærer det, der skal læres. »Undervisningen kan ikke altid planlægges. Jeg ved, at eleverne lærer noget i mine fag. Det er ikke altid lige det, der står på planen, de har lært. Men de lærer altid et eller andet. Og jeg lærer i den grad også en masse hver eneste dag. Al undervisning er skjult undervisning. Det er så sjældent, at en elev kan komme hjem og sige: 'I dag har jeg lært det og det'. Det kan godt være, de ikke lige kan sætte ord på det, de har lært, men det kommer. De ting, de lærer, sætter sig ofte bedre fast, hvis de lærer tingene med en lille historie eller oplevelse. I stedet for bare at få en bunke kopiark om kommaer kan det være en god idé at fortælle en lille historie, give dem en oplevelse eller lære dem en remse. Bare på en eller anden måde gøre, at de ting, jeg lærer dem, sætter sig fast«. Nu er Steven ikke en gud. Steven snakker for meget, han glemmer at rydde op efter sig, og han behøver kolleger til at støtte sig og holde ham i snor, når hans ambitioner bliver for store. Han er hverken leksikon, gud eller klovn. Vi mener, han har fundet en balance. Da vi var færdige med interviewet med Steven, stod hans tomme kaffeglas tilbage.