Syg skole blev rask

Hårdt arbejde, men absolut sliddet værd, mener lærere, der var involveret i totalrenoveringen af Gildbroskolen i Ishøj. De fik den skole, de ønskede sig

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Gildbroskolen i Ishøj er stor og lys og skinner som ny. Sidste etape af byggeriet blev indviet i 2005, bygget på det gamle fundament. Den svampebefængte skole fra 1972 blev strippet ned til soklen, der blev renset, og den nye er bygget op etapevis, så der undervejs i processen hele tiden blev undervist i mange af lokalerne.

En helt ny skole ville have kostet omkring 200 millioner kroner, prisen for denne model endte på 130 millioner kroner.

Tre lærere var aktive i styregruppen under hele planlægningen og byggeriet. Lærerne er glade for den indflydelse, de har haft, og kommunen har besluttet at renovere endnu en skole efter samme model.

Alle føler ejerskab

Det har været hårdt undervejs, fordi det i flere år har stået på både undervisningssted og byggeplads med dertil hørende støj fra betonbor, masser af støv og undervisning i lokaler, der ikke normalt bruges til undervisning. Men ifølge to af styregruppens lærere opvejes de store ulemper helt af en ny skole, der passer til brugernes behov, og som de selv har haft stor indflydelse på.

»Det har været spændende, og vi har fået udvidet vores ordforråd meget - især fra ingeniørernes side«, griner Laila Kjeldgaard, tillidsrepræsentant på Gildbroskolen. »Moralen er, at hvis man har detaljerne i orden og hele sit bagland med sig, så går det. Vi har haft indflydelse på det hele, er kommet med vores ønsker, men vi har også været med til at spare og vise god vilje«.

Lærer Ulla Nielsen supplerer: »Man skal analysere behovene, tale om dem, være klar i sine ønsker og forberede sig godt. Man skal hele tiden være foran«. Og så skal alle beslutninger være rammebeslutninger. De skal være skriftlige, men de må ikke være så snærende, at man ikke kan agere.

Resultatet bliver til gengæld, at alle føler et stort medejerskab.

Brugerne skaber funktionalitet

Gildbroskolen var som meget andet byggeri fra 1970'erne bygget, så man fik en masse kvadratmeter for billige penge.

»Flade tage giver problemer med vand, og ofte er isolering fra den periode også dårligt udført, fordi man ikke vidste, hvor omhyggelig man skal være, når man isolerer«, fortæller arkitekt Lars Hetland fra firmaet Nielsen og Rubow, der har stået for renoveringen. Firmaet er i gang med endnu en renovering efter samme model på en skole i Hillerød. Fordi det har vist sig, at mellem 30 og 40 procent af prisen på et nybyggeri går til fundamentet og det øvrige, der ligger under jorden. Derfor kan det betale sig at renovere selv en meget indeklimasyg bygning som Gildbroskolen.

Lars Hetland er fortaler for medarbejderindflydelse i byggeriet.

»Man er nødt til at tale med brugerne, hvis rummene skal være funktionelle. Et klasselokale er ikke bare et rum på 60 kvadratmeter, det er meget mere, og dér kan lærere og pædagoger komme med input. Man kan ikke lave et godt rum-program uden brugerne«, mener Lars Hetland.

Han fortæller, at den almindelige holdning er, at det er svært med et stort demokrati omkring et byggeri, fordi det går i koks, når der er mange involveret, og fordi tiden så ikke kan overholdes.

»Det er rigtigt, at der skal mere tid til, hvis det skal være en demokratisk proces, men det fik vi her. Normalt tager planlægningen fire måneder, men vi fik otte«.

Lærerarbejdspladser

Ønskerne fra personalets side var frem for alt et godt indeklima, godt lys, minimum af støj og store lokaler. Dertil er så kommet et stort arbejdsrum til lærerne. De er én til to om hver arbejdsplads og har et skab med bærbare computere, der kan bruges på det trådløse netværk.

Der er ikke et lærerværelse på skolen, men derimod et pauserum. Og uden for pauserummet står lærernes bordfodbold og en sodavandsautomat. Eleverne har også fået bordfodbold, men ingen sodavandsautomat. »Lærerarbejdspladserne og pauserummet var nogle af ønskerne. Det er en omstilling at få disse forhold. Flere skal lære at bruge arbejdspladserne, men et stigende antal bruger dem om eftermiddagen«, fortæller Laila Kjeldgaard.

Skolen har også fået et pædagogisk værksted med store faste computere og farvelaserprintere. Desuden er der et pædagogisk servicecenter i to etager med arbejdsrum til eleverne.

Mange steder er der glasvægge mellem lokalerne. Personalet ønskede en blanding af åbne og lukkede rum, så man kunne vælge, hvor man helst ville undervise. Det ønske blev også opfyldt.

»Men selvfølgelig er der mange kompromiser gemt i hvert et hjørne af et byggeri. Lærerne i styregruppen ved nu, hvilke konsekvenser der kan være i en ændring på bare 20 centimeter«, siger Lars Hetland.

Fra kommunens side var kravet, at skolen ikke blev større. Personalet måtte ikke ønske ekstra kvadratmeter.

»Men vi har nu fået udvidelser. Vores snydekvadratmeter ligger på hemsene, som vi bruger til grupperum, hyggerum og lærerarbejdspladser. Eleverne ønskede hemse, og det gjorde arkitekterne også«, siger Laila Kjeldgaard.

Stemte 80 gange

Medarbejderindflydelse i byggeprojektet blev første gang nævnt, da personale, skolebestyrelse og kommunens repræsentanter mødtes på skolen for at høre, hvad det betød at strippe bygningen og bygge på det gamle fundament. Der blev spurgt til, hvor meget indflydelse medarbejderne ville få, og det blev lovet, at de blev inddraget.

Arkitekterne opstillede forskellige økonomiske modeller, og personalet holdt pædagogisk dag.

»Vi fik at vide, at tidsplanen skulle holdes. Vi stillede forskellige værdier op og holdt en pædagogisk dag, hvor vi forholdt os til samtlige værdier. Vi stemte os igennem omkring 80 beslutninger«, fortæller Laila Kjeldgaard.

»Bagefter havde vi grundlaget. Men vi var ikke bundet på hænder og fødder. Vi havde formuleret det sådan, at der var lagt nogle rammer«.

Beslutningerne handlede for eksempel om, hvorvidt scenen skulle være fast eller mobil, om lokalerne skulle være transparente eller lukkede, og om hvilke faciliteter der var vigtige rent pædagogisk.

»Vi var med i hele processen, og det betyder også, at vi ikke bare kan vaske vores hænder bagefter«, siger Ulla Nielsen.

Minimal-skolen

Fra begyndelsen var inventar og udearealer ikke med.

»Vi opstillede et projekt for den minimale skole. Hvordan den kunne se ud efter vores ønsker. Derefter holdt vi møder med alle, der havde givet tilbud på noget, og så købte vi til ud fra de penge, der ville være i overskud, hvis vi byggede minimal-skolen. Hele personalet var med i beslutningerne«, siger Laila Kjeldgaard.

På et tidspunkt havde de ønsker for 16 millioner kroner, og de havde ni millioner til rådighed. Minimal-skolen ville i alt koste 112 millioner kroner. Borgmesteren og andre fra kommunen blev jævnligt inviteret ud. De blev vist rundt og fik planer og ønsker fremlagt.

»Hver en stol og hver reol blev talt op. Hvert lokale blev gennemgået. Her genbruger vi disse møbler, og vi mangler dette. Vi skrev pris på det hele ud fra møbelkatalogerne«, fortæller Laila Kjeldgaard. »Politikerne og embedsfolkene skal kunne se alt i detaljen«.

Undervejs prøvede lærerne også at spare, hvor de kunne. Ulla Nielsen udarbejdede genhusningsplaner, der altid blev lagt til høring hos kollegerne, og især på genhusningsområdet lykkedes det at spare. I stedet for dyre pavilloner klarede de sig ofte med at undervise i klublokaler eller flytte rundt. I meget lang tid foregik billedkunstundervisningen for eksempel i et køkken på en gang.

Arkitekterne påpegede, at de polstrede møbler var fyldt med skimmelsvamp og derfor ikke kunne bruges igen. »Da vi holdt rejsegilde, kom borgmesteren og gav os det sidste beløb. Men han understregede, at så ville han heller ikke se gamle sofaer i krogene nogen steder«, siger Laila Kjeldgaard.

Udearealet til de ældste elever og de planlagte udeundervisningssteder mangler endnu.

Har været sliddet værd

Eleverne har været involveret med ideer og til sidst, da alt inventar skulle vaskes af, inden det kunne flyttes til de nye rum.

»Det betyder, at lærere og elever føler et meget stort medejerskab. Forleden stod nogle piger fra 3. klasse og skrubbede på væggen på et toilet. Nogle havde skrevet 'sex', og det skulle der i hvert fald ikke stå«.

Et utal af møder har været vejen frem til den nye skole. Møder i små grupper, i styregruppen og for hele personalegruppen. Umuligt at gøre op. Lærerne mener, at de har fået arbejdstid til det meste, men at de selvfølgelig også har brugt noget fritid, men især arbejdsbelastningen har været stor undervejs. Det har mere været en stressfaktor, men sliddet værd.

»Vi har brug for ildsjæle i sådan et byggeprojekt. Lønnen er, at man får stor indflydelse på sin arbejdsplads«, mener arkitekt Lars Hetland.

Tillid og respekt er nøgleordene, mener de tre. Og ingen skjulte dagsordener.

»Da vi var færdige, sagde vi: 'Nu er vi klar til at gå i gang'«, siger Ulla Nielsen.

En renovering

»Ikke bevaringsværdig«. Sådan lød dommen i marts 2001 i en tilstandsrapport over Gildbroskolen i Ishøj.

Skolen blev bygget i 1972 med fladt tag, ovenlyskupler, nålefilt på gulvet og umalet hessian på væggene. Regn trængte ned, skimmelsvamp kom til med årene, og mange blev syge af det dårlige indeklima. Ventilationsanlægget blæste i en periode isoleringsmateriale ud i hovedet på folk.

Men et par måneder efter tilstandsrapporten i 2001 blev det alligevel besluttet at renovere ved at bygge en ny skole på det gamle fundament.

Byggeprocessen blev varetaget af arkitekter, ingeniører, repræsentanter fra teknisk forvaltning og fra kulturel forvaltning, skolens leder, et skolebestyrelsesmedlem og tre lærere.

Lærerne har været med i hele planlægningen af nybyggeriet. Medarbejderindflydelsen har omfattet alt fra udarbejdelse af genhusningsplaner og opstilling af ønsker til gennemførelse af besparelser. Så i dag ved de, hvorfor hver enkelt stikkontakt er placeret netop dér, hvor den er.