30 timer med fuld pension

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Bibliotekarer, der er ansat i Dansk Bibliotekscenter, og som har små børn, har fået ret til at gå ned på 30 timer om ugen med fuld pension, indtil børnene er blevet syv år. Det er en model, som sagtens kan passe ind i lærerfaget, mener Lotte Lange, formand for DLF's faglige udvalg.

Hvad synes du om sådan en model?

»Den er positiv. Den kunne vi da godt bruge, for vi har jo et problem med, at unge familier ikke har tid til at tage sig af deres børn. Det, der er positivt ved denne her model, er, at pensionsdækningen er inde. Så hvis du får den nedsatte tid, opsparer du pension alligevel. Det er faktisk en forudsætning for, at jeg synes, det er en god idé«.

Men hvordan vil den passe ind i lærerfaget?

»Den kan sagtens passe ind i lærerfaget, for i dag har man jo som lærer også mulighed for at søge nedsat tid, man har bare ikke ret til at få pensionen indbetalt. Derfor er der mange, der har gjort det tidligere, som er blevet straffet, når de stod og skulle på pension. Mange kvinder har været i den situation, hvor de bliver presset, fordi de har arbejdet på nedsat tid i mange år, og så har de ikke optjent den pension, som de ellers ville have gjort«.

Er det noget, som lærerne ytrer ønske om?

»Vi har tidligere stillet det krav til overenskomstforhandlinger, men er blevet pure afvist, så i de senere år har vi ikke fremsat ønsket. Men det kunne da sagtens tænkes, at hvis det blev bragt op under debatten om, hvilke krav vi skal stille, at det så også er et krav, vi ville tage med«.

lkp@dlf.org

Powered by Labrador CMS