Et nyt begreb kommer buldrende mod skolefolket: Evidens. Eller på dansk: Beviser.

Der skal nu være bevis for, at eleverne får den vare i skolen, som forældrene betaler for over skatten. Bevis for, hvilke skoler der er bedst, og beviset skal lægges ud på nettet i form af karakterer. Bevis for, hvilke lande der har det bedste skolesystem, registreret på Pisas rangliste. Bevis for, hvor mange penge de enkelte lande bruger på uddannelse, registreret årligt i OECD-publikationen »Education at a Glance«.

Og der er tegn i sol og måne på, at den fornemste opgave for pædagogiske forskere i fremtiden bliver at finde frem til undervisningsmetoder, der bevisligt virker - det vil sige giver eleverne høj score i test. Lærerne skal så bruge de metoder. I yderste konsekvens kan det blive et farvel til metodefriheden.

Der skal kort sagt være bevis og dokumentation for så meget som muligt. Sådan er det allerede, og det bliver kun mere gennemgribende.

Som professor i socialantropologi ved Oslo Universitet, Thomas Hylland Eriksen, har sagt: »Nyliberalismen tror kun på det, der kan måles og vejes«.

Og som opfinderen af Pisa, Andreas Schleicher, sagde til Folkeskolen for nylig (i nummer 43. Redaktionen):

»På tværs af OECD-landene - og her vil jeg så sandelig inkludere Danmark - ser jeg et ønske fra regeringerne om at ville basere politikken på bedre evidens, og det er godt. Det kan kun være mere meningsfuldt med data. Det bedste er under alle omstændigheder at gøre uddannelse til en evidensbaseret profession«.

Evidens i uddannelse

Det er professor Per Fibæk Laursen og lektorerne Leif Moos, John Krejsler, Katrin Hjort og Karen Bønløkke Braad, alle fra Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU), ikke uden videre enige i.

De har akkurat udgivet en kritisk bog om den nye tendens: »Evidens i uddannelse?«, hvor de advarer mod en ensidig fokusering på evidens i uddannelsessammenhæng. Det kan føre til en vulgarisering af den pædagogiske forskning og til instrumentel og primitiv undervisning i skolen, mener de.

Det er skrækscenariet: OECD og regeringen forlanger, at forskningen finder frem til undervisningsmetoder, der virker - altså metoder, der fører til, at eleverne scorer højt i faglige test. Og derefter beordrer lærerne til at bruge disse metoder i undervisningen, sådan som det allerede sker i en vis udstrækning i England og USA.

Folkeskolen bliver dermed en ren læreanstalt, lærerne bliver reduceret til teknikere, og forskerne bliver også teknikere, der udfører opgaver for regeringen. Skolen og universitetet som kritiske kulturinstitutioner er i dette worst case-scenarium en saga blot. Evidens-tankegangen har potentiale til at blive et problem for demokratiet, lyder kritikken.

Fra »effektiv skole« til Pisa

Der er tale om en international bevægelse, der med udgangspunkt i Storbritannien har bredt sig over USA til OECD, påpeger forfatterne.

Udgangspunktet er det »School Effectiveness«-paradigme, der udviklede sig under den nyliberale bølge i England i 1980'erne og '90'erne med forskere som David Hargreaves og Peter Mortimore i spidsen. Mortimore var leder af det såkaldte Review, som OECD i 2004 foretog af den danske folkeskole.

Effektivitets-forskerne reagerede mod en pædagogisk forskning, som de anså som fragmenteret, politiseret, provinsiel og langt væk fra undervisningen i skolen. I stedet har de forsøgt at udvikle en ny form for viden om, hvilke faktorer der fremmer effektivitet i undervisningen defineret som elevers score på faglige, centralt definerede test korrigeret for elevernes sociale baggrund, køn og etnicitet.

Intentionen er at fremskaffe en universiel evidens - et ultimativt bevis - for, hvilke metoder lærerne skal bruge i undervisningen, for at eleverne kan opnå optimale faglige resultater. Hvad er »best practice«, som det hedder i sprogbrugen. »What works?«

Tænkningen er slået stærkt igennem i England og USA. De britiske »Her Majesty's Chief Inspectors of Schools« rapporterer hvert år, om skolerne lever op til nationale standarder for effektivitet, og de amerikanske lærere skal ifølge den nye skolelov fra 2001 bruge »proven methods«, altså metoder, der har bevist deres effektivitet.

Forskerne forsøger løbende at sofistikere deres projekt. I december er der en Pisa-konference i Finland, hvor muligheden for at måle skoleelevers personlige og sociale kompetencer vil blive diskuteret.

Fra medicin til pædagogik

Videnskabsteoretisk bekender evidens-forskerne sig til positivismen. Firkantet sagt: Scoren i Pisa anses som virkningen, skolesystemet som årsagen. Altså: Finske elever scorer højt, årsagen må være et effektivt finsk skolesystem, som andre lande hellere må tage ved lære af. Aktuelt har den danske regering ladet sig inspirere af den finske læreruddannelse med henblik på en ny læreruddannelse.

En af inspirationskilderne er den såkaldt evidensbaserede medicin, som blev grundlagt af den engelske læge Archie Cochrane i 1972 med bogen »Effektiveness and Efficiency«.

Cochrane og hans meningsfæller reagerer mod den traditionelle lægelige tro på generel medicinsk viden, kliniske erfaringer og almindelig sund fornuft, når dia­gnose skal stilles, prognose skal vurderes, og behandlingsformer skal vælges.

I stedet arbejder de med kontrollerede kliniske eksperimenter, herunder især dobbelt-blindforsøg med tilfældigt udvalgte forsøgsgrupper, hvoraf den ene underkastes den undersøgte behandling, den anden ikke, såkaldte RCT-studier, der bliver samlet i metaundersøgelser, som er oversigter, der opsummerer resultaterne fra en række af RCT-studier.

Hensigten er at skabe en viden, der er så kontekstuafhængig som muligt, så den kan danne grundlag for generelle retningslinjer for, hvilke behandlingsformer der skal tages i anvendelse i forbindelse med bestemte sygdomme. Men en kritik er på vej:

»Nu kritiseres RCT-studierne og metaanalyser for ikke at leve op til egne krav om validitet, reliabilitet og generaliserbarhed. En tilsvarende kritik af den videnskabelige kvalitet af kvantitative undersøgelser inden for uddannelsesområdet er herhjemme rejst af forskningsprofessor Erik Jørgen Hansen i forbindelse med OECD's Pisa-undersøgelse 2004«, skriver forfatterne i »Evidens i uddannelse?«.

De har naturligvis ikke noget imod empiri som sådan, understreger de. Men de advarer imod at gøre evidensbegrebet til et entydigt begreb, sådan som der er tendens til i dele af den amerikanske diskussion og i OECD.

»Hvis man forsøger det, får den generaliserede, kumulative og (quasi-) eksperimentelt testede viden, der forsøger at pege på entydige sandheder, forrang. Vi mener tværtimod, at der findes mange former for 'sikker viden'. Den type evidens-kriterier, man anvender, må således ses i forhold til 'naturen' af det vidensområde, som man ønsker at udtale sig fornuftigt om«, skriver de.

»Med hensyn til pædagogik og uddannelsesforskning drejer det sig ikke mindst om de komplicerede og konstant foranderlige processer, der finder sted i forbindelse med læring og videnskonstruktion, opdragelse og undervisningen i forskellige kulturelle og sociale kontekster«.

Evidensen kan blive blind

Et grundlæggende problem ved store evidensundersøgelser er, at de gør sig blinde for alt for mange faktorer ved den genstand, de undersøger. »Blind evidens« kalder forfatterne det.

»Hvis man for eksempel generaliserer sine resultater om god skoleledelse på tværs af samfundsmæssige, politiske, kulturelle og institutionelle forskelle inden for undersøgelsesfeltet, så behandler man det pædagogiske felt som et naturvidenskabeligt felt. Det gør for eksempel RCT-inspireret forskning. Herved ser man bort fra den stærke afhængighed af konteksten, som kendetegner pædagogik, uddannelse og dannelse. Praksisformer, som i udpræget grad er bundne til bestemte historiske, kulturelle og sociale udviklingsprocesser«, påpeger de.

De fem forfattere står ikke alene med deres betænkeligheder. Især skandinaviske forskere og lærere har i de senere år kritiseret evidenstænkningen for at lægge op til central politisk kontrol og styring af skolen.

»School Effectiveness-bevægelsen kritiseres for at være udemokratisk, fordi den ignorerer elevers/studerendes egen indsats, indflydelse og egne interesser med hensyn til læring og uddannelse, og fordi den tilsvarende ignorerer betydningen af, at lærerne som professionelle har rum til selv at træffe afgørelser baseret på et skøn over, hvad det af faglige, praktiske og etiske grunde vil være det mest rimelige at gøre i en given situation«, sammenfatter forfatterne den skandinaviske kritik.

»Ligesom bevægelsen kritiseres for ukritisk at forsøge at eksportere særlige kulturelle forestillinger om god uddannelse og dermed også særlige sociale sorteringsmekanismer fra de anglo-saksiske lande, især Storbritannien og USA, til resten af verden«.

For forfatterne er diskussionen af evidensbegrebet kulturkamp.

»Det er en kulturkamp, som også kan ses i dette skrift. I forfattergruppen er der forskellige opfattelser af, hvor konstruktivt evidensbegrebets indførelse kan blive for udviklingen af den pædagogiske forskning og praksis. Men vi har valgt at skrive sammen som én forfatter for at demonstrere, at diskussionen er så vigtig, at vi må tage den internt i de pædagogiske miljøer og på tværs af miljøerne«.

»Beviser og vidneudsagn (på engelsk: evidence) er gode grunde for at fælde domme, der opleves retfærdige, i en retssal. Det tilsvarende danske begreb 'evidens' stammer fra latin 'evidentis', tydelig, og består af e (ex), ud af, og videre, se eller vide, et bevis. Begrebet refererer således til den form for viden, der fremkommer via synet - det, der er åbenbart, åbenlyst eller åbenbart sandt. I det 20. århundrede har man skelnet mellem evident - det klart synlige eller indlysende - og evidens - det tydeligt beviste«.

Fra »Evidens i uddannelse?« af Leif Moos, John Krejsler, Katrin Hjort, Per Fibæk Laursen og Karen Bønløkke Braad, Danmarks Pædagogiske Universitets Forlag.

Effektiv skole-bevægelsen er organiseret gennem et internationalt netværk af forskere, International Congress for School Effectiveness and Improvement, ICSEI, www.icsei.net, og i et internationalt forskningsprojekt International School Effectiveness Research Project, ISERP.