»Vi havde alle sammen misforstået noget - det var slet ikke sådan, som vi troede, det var«. Fire 14-15-årige piger fra Svendborg fortalte i TV-Avisen om en konfliktmægling, som fandt sted efter flere måneder med fjendskab, chikane og frygt mellem dem. En voksen mægler fra naboskolen hjalp dem med at tale sammen om konflikten. Mæglingssamtalen ændrede deres holdninger til hinanden og stoppede den destruktive adfærd. »Hvad er det, der virker?« spurgte journalisten og fik dette svar fra pigerne: »De holder ikke med nogen parter. De hører os hver for sig, så vi når at få talt«. Så enkelt - og så svært at få gjort i hverdagen.

Konflikthåndtering vinder indpas på de danske skoler. Lærere og pædagoger oplever et stort behov for at øge deres talent for at klare konflikter, både med og mellem børnene og blandt kollegerne indbyrdes. Og mange beretter om øget arbejdsglæde og mere tid til undervisning, når det lykkes. Skoler satser målrettet på, at konflikthåndtering praktiseres på alle niveauer i skolen, så det bliver en slags kulturkompetence - en del af hverdagen. Og skolemægling, hvor ældre elever mægler i mindre alvorlige konflikter mellem yngre børn, er så småt ved at vinde indpas i Danmark.

Som lærer antog jeg i mange år uden at tænke nærmere over det, at alle - også forældrene - forventede af mig, at jeg hurtigt løste (fjernede) de konflikter, der naturligt opstår imellem børnene. Det medførte jo masser af gange, at jeg måtte gøre mig til dommer i sager, som jeg kun kendte utilstrækkeligt, og at det ofte efterlod børnene som vinder og taber eller som to tabere: »Hvis I ikke kan spille bold uden at slås, tager jeg bolden!« Hvorefter der var grobund for nye konflikter i næste frikvarter, og ingen var blevet klogere af oplevelsen. Men jeg havde ikke lært, at jeg kunne gøre det anderledes. Eller mere centralt: jeg turde ikke bruge den nødvendige tid til at gøre det bedre, for den skulle jo tages fra det faglige, og kunne jeg tillade mig det? Tilbage i klassen sad et par sure børn, som ikke var spor indlæringsparate.

Det er glædeligt, at mange skoleledere nu finder det nødvendigt at bakke op om en kulturændring. At det betragtes som en værdifuld kompetence hos både voksne og børn at håndtere konflikter konstruktivt. Lærerne står dagligt i masser af konfliktsituationer, som kalder på en indsats. Og børnene trives på skolen, hvis de trives med kammeraterne. Kan vi give dem noget mere værdifuldt end tillid til, at de selv kan klare livets problemer, fordi de ved hvordan?

Indtil videre ser det ud til, at konflikthåndtering primært er et anliggende for lærernes og pædagogernes efteruddannelse, hvor kursusvirksomheden er mangfoldig. Men trods spredte initiativer fra ildsjæle på de forskellige seminarier er konflikthåndtering endnu ikke indarbejdet i grunduddannelsen til lærer. Det bør ændres. Vi ved, at praksischokket er stort hos de nyuddannede lærere. Og at det især er alt det uden om fagene, som kommer bag på de unge: Uoverensstemmelser og misforståelser mellem forældre og skole, uro og konflikter blandt børnene. Det er svært at finde sin identitet som lærer, hvis man står famlende over for de udfordringer. Og opslidende, hvis man dagligt oplever at komme til kort trods omhyggelig faglig forberedelse til undervisningen. Læreruddannelsen står foran en reform. Vi må have konflikthåndtering på skemaet - også på seminarierne.

Lotte Christy er projektleder og konfliktmægler