Han så på ham med sit altid venlige ansigt og spurgte stilfærdigt, om han ville have en på siden af hovedet eller en eftersidningstime. Jørgen for ham var det, læreren så på drejede sig først ned mod os andre i klassen, og vi fik det der indforståede smil, at nu skulle Jørgen her bare lige køre klatten. Så vendte han sig mod læreren og sagde frygtløst, at da han jo ikke kunne slå ret hårdt, så ville han nappe øretæven. I et splitsekund efter Jørgens absolut seje men måske ikke helt gennemtænkte udmelding fløj han gennem luften. Han fik ganske enkelt en lussing fra en anden verden. Den fik ham til at lette som en jetjager og lande med et brag i et skab et par meter fra læreren med det venlige ansigt.

I dag tilhører Jørgen ikke den her utålelige type, som altid siger: »Jeg har fået mange klø som barn, men jeg har da heldigvis ikke taget skade«, men Jørgen har altid siden benægtet, at han tog varig skade af den lussing. Hver gang jeg møder ham, synes jeg nok, der er visse træk, som antyder, at han nok i stedet skulle have taget den eftersidningstime.

Jeg kom så nostalgisk til at tænke på den grusomme skolehændelse for snart 50 år siden, da jeg forleden læste, at nu ville undervisningsministeren have, at skolen skal til at bruge eftersidning som sanktionsmulighed i folkeskolen.

En stille time efter skoletid i et mørkt lokale uden computer, mobil og sms.

Den handlingsorienterede Haarder har oven i købet nedsat et udvalg, der skal se på diverse løsninger til god orden i folkeskolen.

Nu er det jo ikke sådan, at der ikke findes regler, som giver lærerne visse muligheder, når kaos hersker. Skolen har Undervisningsministeriets bekendtgørelse fra 1995 om »foranstaltninger til fremme af god orden i folkeskolen«.

Bekendtgørelsen giver lærerne mulighed for at give elever fra 3. til 10. klasse eftersidning og retten til at rokere slemme elever over i andre klasser og andre skoler, og man kan også udelukke en elev fra undervisningen i bestemte tidsperioder. Nogle sanktioner skal dog gerne ske i samarbejde med forældrene. Legemlig straf må ikke forekomme, men for at afværge vold og ødelæggelse kan skolens personale anvende magt i det, man i cirkulæresprog altid kalder »fornødent omfang«. Der er altså i dag forskellige sanktionsværktøjer, og mon ikke det handler mere om, at man begynder at anvende de muligheder i stedet for at tænke i nye.

Haarder skal ikke have skældud for at droppe berøringsangsten over for synlige problemer og udtrykke ønske om, at der skal gøres noget, men det er vigtigt at få helheden med og undlade kun at fokusere på straf og sanktioner. Såvel Haarder som jeg er vokset op i en tid, hvor Gunnar Jørgensens »Flemming«-bøger var læsning for alle raske drenge, og rektorforfatter Jørgensens motto var, at man altid skal prøve med »kærlighedens stærke arm«. Den vinkel at det er bedre at give knus end at knuse skal med.

For omkring ti år siden udarbejdede Undervisningsministeriet en rapport om urolige elever. Rapporten fortalte, at uroantallet ofte hænger sammen med skolekulturen. Skoler med klare regler, daglige kulturritualer og samarbejde børn og voksne imellem har stort set ikke urolige elever. Desuden var en del af uroproblemerne voksenskabt, idet mangel på ordentlig samarbejde og kommunikation lærerne imellem ofte var årsagen.

Korslagte, kærlighedsløse arme har aldrig givet børn gode opvækst- og læringsbetingelser.

Frode Muldkjær er journalist ved Danmark Radio