Anmeldelse

Kristendommen under forvandling

Pluralismen som udfordring til teologi og kirke i Danmark

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Forlaget har virkelig ramt en "guldåre" ved at have udgivelsesrettighederne til det Danske Pluralismeprojekts bøger. Tidligere er udgivet Marianne Qvortrup Fibigers bog om religiøs mangfoldighed i Århus og Jørn Borups bog om dansk buddhisme, som jeg virkelig har været begejstret for at læse, og nu er turen kommet til denne titel. Det er på mange måder en meget klog bog, som læreren kan gribe fat i til sin egen baggrundsviden og almene dannelse, men noget af det, som virkelig slår mig, er den aktualitet, der er i bogen. Det er, som om bogen er blevet trykt, i samme øjeblik som den er skrevet, hvilket er meget befriende. Samtidig får vi hele kristendommens idehistorie præsenteret på allerfornemste vis tilsat flotte illustrationer og personlige kommentarer undervejs.

Der fortælles engageret om kristendommen, om et rygte om en mand, der for 2.000 år siden gik rundt i Galilæa, og at dette rygte først nåede Danmark 1.000 år senere. Dette møde fik afgørende betydning for, hvordan den danske kultur kom til at se ud. Og hvordan er det så, at Den danske Folkekirke ser ud her i de seneste år, hvor vi har været nødt til at tage stilling til muslimske terrorhandlinger, og hvad det har medført af religiøs debat efter 11. september 2001, samt vor egen sag om en sognepræst fra Taarbæk, der ikke troede på en skabende gud. Det er alt sammen med i al sin mangfoldighed fra det største til det mindste og fortalt så godt, at læseren suges med i aktiv læsning. For det er nemlig svært at slippe bogens tænksomme univers, når man har sluppet bogen. Man er simpelthen nødt til at dele bogens iagttagelser med andre. Familie og kolleger er nærmest blevet tvunget til at høre efter, når jeg begejstret har konfronteret dem med nye interessante detaljer fra bogen, i takt med at jeg fik læst mig igennem alle 226 sider.

Uanset om man er faguddannet kristendomskundskabs- og religionslærer eller ej, kan man med fordel læse denne meget aktuelle og vigtige bog, fordi den giver os alle de relevante baggrundsoplysninger om vort samfunds kultur og historie, som enhver lærer bør kende til.