Viden, politisk tæft og en evne til at komme i kontakt med alle mennesker.

Det er de vigtigste egenskaber, når man skal begå sig som lobbyist i Bruxelles, hvis man spørger Birgitte Birkvad, der siden 2003 har fungeret som 14 danske lærerorganisationers repræsentant på EU-området. Herunder også DLFs.

Lobbyist er dog et ord, som Birgitte Birkvad ikke rigtig bryder sig om, fordi der er alt for meget »kniv og gaffel« over det efter hendes mening.

»Jeg plejer at sige, at jeg repræsenterer de danske lærerorganisationer, for det er jo det, jeg gør. Men det handler altså ikke om, at jeg render rundt i Europa-Parlamentets og EU-Kommissionens gange hele tiden og spiser frokost med alle dem, jeg møder«, understreger Birgitte Birkvad.

Man skal holde sig orienteret

I stedet handler det om at holde sig »vældigt voldsomt orienteret«, som hun formulerer det. For papirmængderne er omfattende.

»Jeg har læst to meter papir, det første år jeg var hernede. Man skal kunne sine ting helst helt ned i detaljen, hvis man vil tages alvorligt og gøre sin indflydelse gældende«.

For viser man bare én gang, at man ikke ved, hvad man taler om, er der ingen, der har tid, næste gang man kommer med et ærinde.

Birgitte Birkvad havde derfor den strategi i starten af sit job, at hun gav sig selv en uge til at sætte sig ind i forholdene, hver gang hun stødte på noget, hun ikke forstod.

Et af hendes vigtigste redskaber er derfor også hendes to praktikanter, fordi de står for en stor del af informationssøgningen for hende. Til gengæld er det så hendes job at være i stand til at skimme al informationen og se, om der er områder, hvor hun skal være særligt opmærksom eller på vagt i forhold til det uddannelsespolitiske felt.

»Det er jo ikke altid, at det står tydeligt, at tingene også handler om vores sektor, og så er det, man skal mobilisere sin politiske tæft for at kunne gennemskue, hvornår noget vil berøre vores område«.

At kunne læse mellem linjerne

Et godt eksempel på det er det servicedirektiv, som i øjeblikket diskuteres intensivt i EU-landene. Kort fortalt er ideen bag Kommissionens forslag, at serviceydelser, og det vil her primært sige arbejdskraft, skal kunne flyde frit mellem landene, på samme måde som andre varer i øjeblikket gør inden for det indre marked.

»Lige umiddelbart så det ikke ud til, at servicedirektivet var noget, der berørte uddannelsesområdet, men alligevel havde vi en stærk fornemmelse af, at der var lus i skindpelsen, da vi så forslaget. Man sætter jo ikke noget så stort i gang, hvis det ikke berører andre end tømrermestre og murersvende. Og for os er det bragende vigtigt, at uddannelse ikke bliver gjort til en handelsvare. Hele koordineringen af uddannelsesområdet er noget, der skal foregå på nationalt niveau, så vi beholder den nationale selvbestemmelse, og det skal vi holde fast i«, siger Birgitte Birkvad og understreger, at direktivet er et godt eksempel på, at det er nødvendigt at kunne læse, også hvad der står mellem linjerne i de forskellige forslag.

Derfor er både hun og Etuce lærerorganisationernes europæiske paraplyorganisation meget opmærksomme på, hvilken vej servicedirektivet bevæger sig, så de hele tiden kan komme med input i forhold til uddannelsesområdet. Både til politikerne og til medlemsorganisationerne i Danmark, men også til embedsmændene og parlamentarikerne, der arbejder i Bruxelles.

Man kan gøre en forskel

Det kræver ifølge Birgitte Birkvad også, at man til bunds kender de arbejdsvilkår, som de mennesker, man repræsenterer, arbejder under. Og her synes hun, at hun har en god ballast i sin tidligere lærergerning.

»Når man som jeg har været lærer i 24 år, så er det så vigtig en del af ens identitet, at det ikke bare er noget, man lægger fra sig. Det er klart, at selvom jeg skal tænke i de overordnede politiske linjer, så handler det her jo i bund og grund om, hvad de europæiske initiativer betyder for den lærer, der står på Nørrebro eller i Varde og underviser. Derfor prøver jeg også hele tiden at tænke: Hvad ville de gamle kolleger derhjemme på skolen sige, hvis de var med her nu«.

Hun er klar over, at hendes arbejde i Bruxelles for den enkelte lærer og underviser i Danmark indimellem kan synes langt væk, men hun har alligevel en tro på, at hendes tilstedeværelse i Bruxelles gør en forskel.

»Det er jo hele tiden kun bitte, bitte små ryk, man tager. Man bliver ved med at fremsætte nogle bestemte synspunkter, og så håber man på, at det langsomt lykkes at få rykket tingene i den retning, man gerne vil. Men det handler jo grundlæggende om vores tro på samtalen som et middel til at skabe forandring, og om nogen tror vi jo i Danmark på, at dialog og udveksling af synspunkter kan ændre noget. Vi vil gerne forstå de andres synspunkter, og forudsætningen for, at man kan flytte nogle ting, er nu engang, at man har sat sig ind i dem og har forstået dem og så derfra forsøger at påvirke nogle processer«, lyder det fra Birgitte Birkvad, Bruxelles.

folkeskolen@dlf.org