Den litterære danske kanon

Udvalg anbefaler ikke enkelte værker, men peger på 14 forfattere, som alle bør kende

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Nej, danskfaget er ikke i krise, og pressens voldsomme fokusering på kanondebatten har været helt ude af proportioner, mener Jørn Lund, som onsdag den 22. september afleverede kanonudvalgets rapport til undervisningsministeren.

Men Jørn Lund, der er formand for Ulla Tørnæs udvalg for vejledende kanon har ikke løst den opgave, som ministeren gav ham. Han kommer med noget andet end det, hun bestilte.

»Vi har ikke helt gjort, hvad vi blev bedt om. Vi skulle udarbejde en vejledende kanon. Det kan man ikke. En kanon er en rettesnor et tekstudvalg, som skal gennemgås. Den kan aldrig blive vejledende. Så vi har udarbejdet en liste, som vi mener skal være obligatorisk for både folkeskole og gymnasium. Den indeholder de forfattere, som vi synes, man skal gennemgå, og så har vi skrevet nogle anbefalinger til folkeskolen og nogle anbefalinger til den gymnasiale sektor. Dem kan man tage eller lade være«, forklarer Jørn Lund.

Som udvalgsformand går han varmt ind for, at skolerne skal følge anbefalingerne, men man får ham ikke til at komme med alarmudtalelser om, hvor afgørende vigtigt det er for nationens fremtid med en litterær kanon.

»Jeg går fuldt og helt ind for det, vi har lavet, og det er et enigt udvalg, der afleverer anbefalingerne til undervisningsministeren, men hen over sommeren har dele af pressen kørt emnet op, som om skolen og landet er i kulturel krise. Det er helt ude af proportioner og slet ikke tilfældet«.

Der er nogen, man skal møde

»Nu spiller vi så ud med vores forslag, og vi har ikke noget imod, at der kommer folk, der mener, det hele skulle have været anderledes. Ja, vi vil gerne have, at man diskuterer tekstvalget. Diskuterer, hvad der er vigtigt i danskundervisningen«.

Kanonlisten skal på ingen måde fylde alle dansktimer ud, understreger Jørn Lund.

»Vi vil ikke lægge os på mere end måske en fjerdedel af undervisningstiden. Der skal være plads til et selvvalg«.

Der er ikke noget ved at være bundet i sit tekstvalg, mener kanonudvalget. Derfor peges der heller ikke på værker, men på forfatterskaber. Man vil gerne forhindre, at undervisningen bliver rutinepræget.

»Tænk, hvis den stakkels lærer skulle læse Erasmus Montanus med sine elever hvert år. Eller Pelle Erobreren for tyvende gang«. Hvis man synes, at Adam Oehlenschlägers værker er for meget, kan man nøjes med et par af hans digte, og B.S. Ingemann kan klares ved at synge Den signede dag, lyder et par forklarende eksempler.

»Men vi præciserer, at når man vokser op her i landet, så skal man møde H.C. Andersen og Ludvig Holberg. Det er modellen. Der er nogle forfattere, som man skal møde, uanset om man går i gymnasiet eller ej«.

Udvalget ønsker ikke at blande sig i pædagogikken. Hvordan lærerne vil arbejde, forholder man sig ikke til.

»Danskfaget har en fornuftig, kontinuerlig udvikling, og jeg betragter det ikke på nogen måde som et fag i krise. De fleste dansklærere er jo glade for at undervise i deres fag, og de fleste elever synes ikke, at dansktimerne er det værste, man kan have. Vi blander os ikke i metode- eller tekstvalg, men forfatterskabet skal foreligge. Vi peger på 14 store forfattere, og hvis en forfatter har haft debut efter 1965, er han ikke med. Når man skal vælge klassiske tekster ud, kan man jo ikke tage de helt friske. En tekst fødes ikke som klassiker. Det viser sig først med tiden. De seneste forfattere, vi har med, er Peter Seeberg og Klaus Rifbjerg, som debuterede i 1950erne. Vi har for eksempel ikke villet vælge og vrage mellem Michael Strunge, Søren Ulrik Thomsen og Pia Tafdrup«.

Men man skal have en fornemmelse af, hvem Oehlenschläger er. Derfor er han med på listen over de store. Netop ved ikke at pege på bestemte værker, men på forfatterskaber, håber udvalget at blive lærernes medspiller. Der står ikke »Der er et yndigt land« og »Guldhornene«. Der står Oehlenschläger, og så må læreren sætte sig ind i, hvad han i øvrigt har skrevet.

»Man må have fat i hans Digte 1803 eller Langelandsrejsen eller noget fra Sankthansaftens Spil, som er meget velegnet til undervisning. Jeg håber, at de lærere, der måske har de store danske forfatterskaber lidt på afstand, tager sig sammen og læser, hvad for eksempel Jeppe Aakjær kan. Han er en fremragende lyriker. Forhåbentlig kan vores liste få nogle lærere til at justere deres tekstvalg en lille smule eller få ideer til fornyelse«.

Kommer tekstudvælgelsen ikke til at ligge hos forlagene, så det bliver den bog, som skolerne har haft råd til at købe, der dominerer tekstvalget de næste 10-15 år?

»Det kan godt være. Forlagene har altid spillet en rolle for tekstvalget, og det er mærkeligt nok blevet opfattet som en fordel. I Norge havde man i 100 år en læsebog, Oddsens læsebog, med de samme historier. Den havde oldefar, bedstefar og far som en slags kanon. Vi havde noget af det samme med Falkenstjerne herhjemme. Det er den virkelighed, vi er oppe imod. Der er altid nogle, der vælger den nemme løsning. Men der er faktisk også mange litteraturinteresserede lærere«.

For lidt tid i læreruddannelsen

Ligger der ikke en kritik af lærerne og læreruddannelsen i kanondebatten?

»Det er helt almindeligt med forskifter for dele af undervisningens indhold i alle fag, og vi giver en rød tråd i danskundervisningen, nemlig den, der har med litteratur at gøre. Den har man brug for. Man har også brug for at lave om på den med jævne mellemrum. Det er til enhver tid en god idé at diskutere, hvilke linjer der skal være igennem fagene, men der ligger ikke nogen kritik af lærerne i det«, siger Jørn Lund.

Men han ser kritisk på læreruddannelsen.

»Det er ikke lærernes lyst til at beskæftige sig med litteratur, der er problemet, men jeg opfatter læreruddannelsen som problematisk. Der er jo ikke tid til det på seminariet. Der er så meget andet, man skal nå. Formidlingen til børn spiller en stor rolle, så der indgår en hel masse didaktik, og det betyder, at de lærerstuderende ikke bare kan sidde og læse tykke bøger med klassisk litteratur. Det må de gøre i fritiden«.

En smule imperialisme

Forholder udvalget sig til, at der også skrives god litteratur på andre sprog end dansk?

»I rapportens afsluttende bemærkninger står der: De fremlagte forfatterskaber består udelukkende af danske (nordiske) forfattere; udvalget lægger vægt på, at kanoniske forfatterskaber også kan og bør indgå i samspil med stof fra andre kulturer. Vi er ikke blevet bedt om at sige, hvad der skal læses derudover, men vi har udvidet begrebet dansk litteratur en lille smule imperialistisk. Vi har taget de islandske sagaer med i tillægget til gymnasiet. De er en del af litteraturarven, og de smitter af på senere perioder, og vi har taget Henrik Ibsen med. Han skrev på dansk, og han indgik i det nordiske kredsløb som en af det moderne gennembruds mænd. Der er andre store forfattere også børnebogsforfattere som Astrid Lindgren som man ikke kommer uden om i folkeskolen, men det har ikke været udvalgets opgave at pege på dem«.

Demotiverende pligtstof og evaluering

Modersmålsselskabet foreslår en kanon med sange og salmer. Der tales om behov for bestemte historiske tekster. Spring over buk er vel også en fælles kulturel færdighed. Skal der udarbejdes kanon for hvad som helst?

»Det er demotiverende, hvis der er pligtstof i alle fag. Derfor er jeg tilbageholdende med at anbefale forskrifter for alt muligt. Der ligger en mistillid til lærerne i de meget store bindinger, vi ser i autoritære systemer, og vi kan ikke komme bort fra, at der i de strammerkrav, der i øjeblikket rettes mod skolen, ligger en mistillid til det, der foregår. Alle de der OECD-analyser betyder, at mange har fået den opfattelse, at det står farligt galt til med alting i Danmark, og folkeskolen får i de kommende år travlt med at finde ord for, hvad den er god til«.

Udvalgsrapporten, 'Dansk litteraturs kanon', kan findes på folkeskolen.dk i spalten til højre for denne artikel.

thansen@dlf.org

thejsen@dlf.org

Fælles for alle

Kanonudvalget fremlægger tre lister over forfatterskaber til folkeskolens og de gymnasiale uddannelsers danskundervisning: »Den fælles kanon«, som man foreslår skal være en obligatorisk liste for folkeskolen og de gymnasiale uddannelser, og to vejledende lister til henholdsvis folkeskolen og de gymnasiale uddannelser.

Kanonudvalget gør opmærksom på, at flere af de forfatterskaber, der skal læses i folkeskolen, med lige så stor ret kan bruges i gymnasieuddannelserne, ligesom man kan gå den anden vej og undertiden introducere tekster fra gymnasielisten tidligere i forløbet.

Udvalget foreslår ikke, at man skal læse hele forfatterskaber eller særlige værker, men minimum én tekst af hver af de anførte forfattere.

Den fælles kanon Folkeviser Ludvig Holberg Adam Oehlenschläger N.F.S. Grundtvig Steen St. Blicher H.C. Andersen Herman Bang Henrik Pontoppidan Johannes V. Jensen Martin Andersen Nexø Tom Kristensen Karen Blixen Martin A. Hansen Peter Seeberg Klaus Rifbjerg Tillæg til folkeskolen Danske folkeeventyr Johan Herman Wessel B.S. Ingemann Christian Winther Jeppe Aakjær Thøger Larsen H.C. Branner Egon Mathiesen Halfdan Rasmussen Tove Ditlevsen Benny Andersen Cecil Bødker Ole Lund Kirkegaard Tillæg til de gymnasiale uddannelser Sagaer Thomas Kingo H.A. Brorson Johannes Ewald Emil Aarestrup Søren Kierkegaard Henrik Ibsen J.P. Jacobsen Sophus Claussen Hans Kirk Villy Sørensen Inger Christensen Adam Oehlenschläger

Sådan begrunder Kanonudvalget, at alle skal stifte bekendskab med Oehlenschläger:

»Oehlenschläger omstemte det danske litteratursprog. Hans stil var på én gang disciplineret og normbrydende, og han har sat sig spor i det danske sprog med faste vendinger som Hassan med de skæve ben, en appelsin i turbanen og de higer og søger/i gamle bøger. Hans eksperimenter med lyriske og dramatiske udtryksformer fik det digteriske sprog til at klinge med en lys kraft og en jævn tone, da den tyske universalromantik med hans Digte (1803) antog et nyt, dansk design.

Men Oehlenschlägers bidrag til dansk sprog og selvopfattelse når langt dybere end nogle løsrevne udtryk og litteraturhistoriske kategorier. Hver gang tv sender fodboldkamp fra Parken med afsyngelse af nationalsangen, bliver eleverne mindet om, hvorfor de altid har syntes, at synet af et fjordlandskab med lysegrønne bøgekroner bare er så flot.

(...)

Danske teenagere deler stadig den unge Oehlenschlägers forestillingsverden på afgørende punkter: kærlighedens omvæltende kraft, digteren (læs: rockpoeten) som en inspireret visionær og sproglig fornyer og (by)menneskets forhold til naturen. Han har været med til at forme deres sprog og gøre dem til det, de er«.

Fra Kanonudvalgets rapport

Jeppe Aakjær

Sådan lyder en del af Kanonudvalgets anbefaling af Aakjær:

»I februar 1906 indtraf et af miraklerne i dansk litteratur. I ugerne før var alting med ét faldet i hak for den 40-årige Aakjær: efter en tidlig skilsmisse og mange års omflakkende ensomhed fik han omsider i december 1905 kongens tilladelse til igen at gifte sig; i januar meldte en vennekreds sig med et gavekort til de 40 hektar, hvorpå han snart kunne lægge sin gård, og inden måneden var omme, modtog han oven i hatten et stort rejselegat, der ville sætte ham i stand til at besøge idolet Robert Burns Skotland. I løbet af de første tre uger af februar skrev han da sit hovedværk, Rugens Sange (1906). Den geniale versemager havde med rugens historie, fra frøkorn til brødkorn, fundet et tema, der kunne samle og sublimere alt, hvad han havde i sig af drømme, følelser og viden om natur og mennesker, barndom, kærlighed og død«.

Fra Kanonudvalgets rapport

B.S. Ingemann

Sådan lyder en del af Kanonudvalgets anbefaling af Ingemann:

»Dan Turèlls vidnesbyrd om, at han som skoledreng besvimede under afsyngelsen af Ingemann, kan vi stadig lade stå til troende, for hvem har ikke været i al fald lige ved? Måske ikke så få man må dog være hårdhudet for slet ikke at bevæges af de enkle og lyse billeder i hans Morgen- og Aftensange (1839), man må være sprogligt tonedøv for ikke at fryde sig over det på én gang barnlige og dybt klingende ordvalg og den gennemmusikalske versifikation «.

Fra Kanonudvalgets rapport