Danmarks Lærerforening siger »kan«, undervisningsministeren taler med to tunger og siger »bør«, men hun taler også om at »sikre«. Torben Weinreich siger »skal«, men nøjes i sidste ende med at anbefale forfattere og værker i sine kanonlister og slår i forordet til sin bog fast, at det er et enmandsværk, der her foreligger, og ikke en kanon i offentlig forstand.

Efter selv at have udløst mediedebat i januar 2004 med sit forslag til en børnelitterær kanon, offentliggjort i årsskriftet »Nedslag i børnelitteraturen«, takkede Torben Weinreich nej tak til at gå ind i ministeriets udvalg, som blev nedsat i marts 2004 til at udvikle »bør«- kanon for folkeskolen (udvalgets 15-25-siders-rapport skal senest afleveres den 1. oktober 2004).

For Torben Weinreich skal kanon forstås i ordets egentlige betydning, nemlig bindende. Ministeriets »bør«- kanon kan sætte dansklærere i et dilemma, hvor der på den ene side forventes og den anden side kræves, slår han fast. Og hvor har han dog ret.

Om nogen er det landets eneste professor i børnelitteratur, som er i stand til at give os et kvalificeret bud på en kanon, en litterær buket plukket i fortid og nutid med viden og omhu for roser og vildtvoksende vækster. Det er givetvis et årelangt og stort arbejde, han har lagt i sin vitaminrige litterære kanon fordelt på yngste, mellemste og ældste klassetrin i folkeskolen, gældende for tiden frem til 1960. Dertil kommer tre anbefalingslister. En for børne- og ungdomsromaner 1960-90, en for billedbøger 1960-90 og en for udenlandsk børne- og ungdomslitteratur. Og så bare rolig. Det fremlagte forslag til kanon er ikke en statisk størrelse, men dynamisk.

Selv gør han i sin bog opmærksom på, at han har et håb om, at bogen og den opstillede kanon vil inspirere lærere i deres litteraturundervisning og bidrage til at fastholde diskussionen om, hvad der er vigtigt at tilbyde vores børn og unge som læsestof i dansktimerne.

Bogen byder derfor passende på inspiration og undervisningsforslag til arbejdet med den ældre litteratur, som folkeskoleloven pålægger, men som ikke desto mindre er en svær størrelse.

Torben Weinreich sidder fast i sadlen og har lagt sig i spidsen i kanondiskussionen, når han i bogen går i dialog med kritikere af en bindende kanon og på ny åbner den skjulte proces.

For ham handler det om en bevidstgørelse af tekstvalget, en bevidstgørelse af den konstruktionsproces, som lærere alligevel er en del af, fordi der til hver en tid eksisterer kanoner, om man vil det eller ej. Kanoner, som lærere tager til sig ved at gøre brug af de læsebøger og antologier, som er tilgængelige. Stadigvæk har læreren sin metodefrihed i arbejdet med kanonteksterne, som udgør 20-25 procent af litteraturundervisningen, beroliger han.

En bindende kanon er et ligheds- og fællesskabsorienteret projekt, og hvis børnene ikke skal møde kernestoffet i skolen, hvor skal de så møde det?

Begejstret og fristet plukker jeg en strofe fra et landskendt cykelhold, omformulerer den en smule og udbryder: »Så giv os da for satan da den kanon«.