Debat

Rør venligst ikke ved udeltheden

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Engang anmodede vi, lidt småfornærmede over, at en international undersøgelse afslørede vor usædvanlige ringe folkeskole, om i fremtiden at blive bedømt på noget, som vi var gode til. Og måske af benovelse over et så ubilligt indgreb i noget, der skulle forestille en uvildig undersøgelse, lovede man vist, så utroligt det end kan lyde, at man i fremtiden nok skulle bedømme vores folkeskole på noget, den var virkelig god til. Og så fokuserede man på resultaterne af de dominerende bløde kompetenceøvelser, som vi havde fyldt vores undervisningsuegnede folkeskole op med. Vi havde jo selv gjort opmærksom på, at det var her, vi helst ville bedømmes. Og sådan blev vi kendt for vore skoleglade, supersocialt indstillede og gennemdemokratiske, hele og klædeligt videnstomme unge. Nu er det så, at en mistanke melder sig. Har vi også denne gang ladet et ord falde til OECD om, at vi i den sidste rapport indeholdende vor efterhånden ret forudsigelige bundkarakter i vor kundskabs- og færdighedsformåen helst ikke ser, at afsløringen ledsages af et for os utåleligt, men såre logisk forslag om at genindføre den delte folkeskole, der jo som bekendt modsat den udelte tilgodeser alle altså for en gangs skyld også de bogligt begavede elever? For ikke ét eneste af OECDs 35 punkter hverken fremhæver eller miskender udeltheden som årsagen til, at skolen er fyldt op med de bløde excesser for dog et fylde ni års skolegang ud med noget. Og OECD har altså heller ikke, som rapporten tendentiøst er misfortolket i Folkeskolen nummer 22, rost os for at fremme ligheden. Til gengæld har en professor ved Danmarks Pædagogiske Universitet til pressen udtalt, at vi i Danmark slet ikke uddanner for at uddanne, men alene for at udjævne sociale forskelle. Altså for at skabe lighed og uniformitet i befolkningen.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget