Én har forvandlet sig fra et muntert pjattehoved til en mand, der er så alvorlig, at hans kone knap kan kende ham. En anden har været oppe at skændes med sin bedste kollega fra lærertiden. En tredje hører ikke længere ordentligt efter, når teenagedatteren fortæller om sine oplevelser.

Eksemplerne er hentet fra Lederfor-eningens første kursus for nye skoleledere. 27 nye ledere deltager og har konsulent og cand.pæd.psych. Per Bøjlund som oplægsholder. Han underbygger deres eksempler med en historie om en af sine venner, der blev udnævnt til chef i en stor virksomhed.

»Jeg spurgte, hvad han ville tabe ved at gå fra menig medarbejder til chef. Han forstod ikke spørgsmålet. Men nogle dage senere kom han hjem til mig med en flaske champagne, en buket blomster og et smukt brev fra kortklubben. De andre ville ikke længere spille kort med ham, fordi han var blevet deres chef. Det var den rigtige beslutning for ham at sige ja til jobbet, men han havde ikke forholdt sig til, hvad det ville betyde for hans rolle«, fortæller Per Bøjlund.

Hvis ikke man er klar over, at det gør en forskel at gå fra menig medarbejder til leder, kan man få det svært. Ikke mindst når man kommer under pres.

»Når vi flytter til en ny position, bliver vores væsen og vores fremtræden påvirket. Nogle er robuste og klarer det uden problemer, andre bliver sårbare, når de går fra den kendte lærergerning til det ukendte lederjob. De mister fodfæste, mens de skaber balance mellem deres væsen og deres fremtræden«, siger Per Bøjlund, der har en baggrund som lærer og som officer i hæren.

Sårbare ledere

Sårbarheden sender nye ledere ud af kurs, ikke mindst når de kommer i konflikt eller skal afværge en krise.

»Vi har alle sammen prøvet, at vores mund bralrer ud med noget, vi slet ikke ønsker at sige. Alene fordi I er blevet ledere, vil I komme i den slags situationer. Det er, ligesom når man bliver gift og kommer op at skændes med ægtefællen uden at tænke over, at det i bund og grund skyldes, at begge parter har mistet noget af deres frihed. Når man har mistet sin frihed, fylder ægtefællens spontane handlinger pludselig alt for meget«, siger Per Bøjlund.

De fleste deltagere i kurset arbejder som ledere på første eller andet år, og flere af dem føler netop, at de har mistet frihed i kraft af et større ansvar og en øget mængde opgaver på skolen.

»Det interessante er, hvordan I håndterer konflikter. Bliver I vrede? Går I i forsvar? Eller bliver I aggressive? Hvis I bliver så rasende, at I ikke ved, hvad I selv siger, mister I lærernes respekt. I kan spilde en flot karriere på et splitsekund«, advarer Per Bøjlund.

Der er noget om snakken. Skoleledere ringer sjældent til Lederforeningen, fordi de føler sig overbebyrdet af administrative opgaver. Langt de fleste henvender sig netop, fordi de menneskelige relationer på skolen er kommet i utakt.

Et skud i bøssen

Skoleledere skal kunne provokere deres egen kultur, men ofte har de kun et skud i bøssen, når de skal etablere en rolle, som både de selv og omgivelserne kan trives med. Men de kan selv yde en indsats for at ramme plet.

»Når I kommer i konflikt med en lærer, så besind jer og sig aldrig: Den her samtale fører ikke til noget. Sig i stedet, at den ikke fører til noget lige nu«.

Et andet godt råd er at tænke over, hvad man bliver frustreret af.

»Skriv ned, hvad der tricker jer, og spørg også én, der kender jer godt. På samme måde kan I kortlægge, hvad der gør jer vrede eller hidsige. Det er en simpel øvelse, der giver jer et godt kendskab til, hvordan I reagerer i forskellige situationer«.

Mennesker vil grundlæggende have det, som de plejer. Nogle vil endog have det, som de havde engang, så det er naivt at tro, at ens medarbejdere aldrig gør modstand mod nye ideer. Som leder handler det om ikke at tage modstanden på sig, men om at afvæbne den.

»I mister overblikket, hvis I bliver hidsige, når der kommer en vred lærer ind på jeres kontor, og så vurderer I ham på hans vrede uden at se på, hvorfor han er gal. Det svarer til, at I kun ser de to forkerte kommaer i en stil og ikke alle de rigtige«.

Hvis man spørger ind til, hvad læreren mener, giver man sig selv et pusterum.

»Samtidig får I mere at vide om, hvorfor han er vred. I er de vigtigste enkeltfaktorer på jeres skoler. I er rollemodeller, så I skal være nænsomme«.

En kunst at bryde af

Et er konflikter. Noget andet er hverdagen. En dygtig skoleleder kan tage en spontan dialog med en lærer, selv om han har travlt. Han formår også at stoppe samtalen igen uden at efterlade en frustreret lærer.

»Det er faktisk en kunst. Nogle ledere reagerer aggressivt og siger: Kan du ikke se, jeg har travlt!, men den dygtige leder svarer: Det synes jeg, vi skal tale mere om. Hold fast i det, for jeg har en aftale, jeg skal overholde. På den måde viser skolelederen sin gode vilje og giver samtidig læreren ansvar for at vende tilbage«.

Det er i det hele taget vigtigt at se på forholdet mellem leder og lærer fra lærernes synspunkt.

»Det tager ti sekunder at sige godt gået til en lærer, som har ydet en god indsats, og man opnår meget ved at huske at ønske tillykke med fødselsdagen og spørge til, hvordan det går med den syge hund«.

Det kræver overskud, og det kan man vinde ved at glæde sig over sine egne vundne omgange. Og de findes. Også blandt folk, der knap nok har vænnet sig til, at de ikke længere er menige lærere.

folkeskolen@dlf.org

42-årige Ole Tolstrup havde tænkt over, hvad det vil sige at skifte til et job som leder, da han i august sidste år tiltrådte som afdelingsleder på Assensskolen på Fyn. Alligevel har han først hen ad vejen fundet ud af, hvad det egentlig indebærer.

»Jeg har oplevet en enorm eksponering. Alle er opmærksomme på, hvad jeg siger og gør. Som ny leder har jeg skullet tilkæmpe mig respekt. Samtidig har jeg været ny på skolen og kludret rundt, fordi jeg ikke kendte procedurerne. Lærerne har været søde til at hjælpe, men nogle gange har jeg følt mig dum, for jeg er jo ansat til at have overblik«.

Selv om han har taget en diplomuddannelse i offentlig ledelse og derfor har det teoretiske fundament i orden, føler han sig stadig på gyngende grund ind-imellem.

Ironi er en stor del af Ole Tolstrup, men her har han måttet justere sin fremfærd.

»Det er farligt at bruge ironi som leder, fordi man lægger en distance til, hvad man selv mener. Det fandt jeg ud af, da jeg et par gange måtte sige til mig selv: Hov, det kunne vist misforstås. Lærerne har brug for præcise svar, så de ved, hvor de har mig. Vi laver selvfølgelig sjov med hinanden, men når en lærer spørger til noget med sit arbejde, forholder jeg mig seriøst til det. Det er det, jeg får min løn for«.

folkeskolen@dlf.org

35-årige Helle Hjort har det godt med at være skoleleder. Det falder hende naturligt at organisere og planlægge, og hun synes, det er spændende at sætte nye ting i gang.

Alligevel kan hun godt mærke, at hun er på vej ind i en ny rolle.

»Jeg kan for eksempel godt forstå de lærere, der bliver frustrerede, når jeg ikke kan opfylde deres ønsker til fagfordelingen. Men jeg er nødt til at tage en beslutning, og det må jeg acceptere, selv om jeg nogle gange føler, at jeg står midt imellem lærerne og ledelsen«, siger Helle Hjort.

Siden 1. januar i år har hun været pædagogisk leder med souscheffunktion på Seden Skole i Odense, hvor hun i forvejen var lærer, men selv om hun har fået en ny rolle på skolen, mener hun godt, at lærerne kan genkende hende.

»Jeg har hverken haft konfrontationer med enkeltpersoner eller været presset så langt ud, at jeg har reageret på en måde, så lærerne ikke har kunnet genkende mig. Men jeg har ikke længere tid til så meget privat snak på lærerværelset, fordi lærerne bruger pauserne til at snakke med mig om deres arbejde. Men ellers holder jeg fast i den, jeg er. Derfor bruger jeg også det, jeg ved om skolen i forvejen. Ellers ville jeg ikke være ærlig over for mig selv, og så ville jeg måske netop blive en anden«, siger Helle Hjort.

folkeskolen@dlf.org

Lederforeningen gentager kurset for nye skoleledere den 28.-29. oktober i København og 11.-12. november i Århus