Lærerne mærkede ikke den store rystelse, da de baltiske lande trådte ind i EU 1. maj. De var allerede blevet tæsket godt og grundigt igennem i 12 år med nye skolelove, der skulle dreje undervisningen væk fra den sovjetiske tankpasserpædagogik, der satte det kommunistiske parti i centrum, til den vestlige reformpædagogik, som sætter eleven i centrum.

»At komme ind i Den Europæiske Union ændrer ikke noget for os«, fastslår lærerne på Vilnius Karoliniskiu Gymnasium i udkanten af den litauiske hovedstad.

»De store forandringer er allerede sket. Vores uddannelsessystem er blevet lavet rigtig meget om, så det kunne leve op til adgangskravene til EU«.

Der blev lavet uddannelsesreformer straks efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991, og lovene er blevet justeret, udbygget og revideret flere gange siden. Den li-tauiske formålsformulering for grundskolen minder nu om den danske.

»Formålet i grundskolen er at danne et individ, hvis liv er baseret på fælles menneskelige værdier. At udvikle en person, der er forberedt til en professionel karriere, duelig og klar til livslang læring. At fremme national og kulturel bevidsthed. At danne en demokratisk litauisk borger«, står der i en folder fra det litauiske undervisningsministerium.

Farvel til katederpædagogik

Det nye skolesyn er ikke slået 100 procent igennem i praksis, »men vejen er udstukket«, siger lærerne på Vilnius Karoliniskiu Gymnasium.

»Jeg kan ikke i dag se mig selv stå foran eleverne og tale«, funderer skolelederen, der er en midaldrende kvinde.

»I dag tilrettelægger læreren en undervisning, der stiller spørgsmål. Vores elever får så masser af frihed til at finde svar«, tilføjer hun.

»Det er den såkaldte problemorienterede undervisning, der hjælper eleverne til selv at opdage ting, så de bliver bedre forberedt på det voksne liv«.

Der er 1.001 elever på skolen. 22 af dem har særlige vanskeligheder og får specialundervisning. Der er 84 lærere, hovedparten kvinder, en psykolog, en socialrådgiver og et antal specialundervisningslærere.

Det er en kombineret mellemskole og gymnasieskole. Eleverne er mellem 11 og 17 år. Der er 12 års skolepligt i Litauen.

Skolen er kendt for at have specialundervisning. Det politiske mål er, at alle skoler i de baltiske lande skal være rummelige. I Sovjetunionen fandtes ideen om skolen for alle ikke. Børn med særlige behov blev anbragt på specielle institutioner.

Indførelse af integreret specialundervisning har været essentiel for de baltiske lande i deres forsøg på at blive optaget i EU.

»Mennesker med særlige vanskeligheder skal være med i samfundet. Den nye skole skal invitere alle ind«, siger viceundervisningsminister i Litauen, Rimantas Vaitkus.

Et vestligt menneskesyn

Den rummelige skole signalerer nemlig det vestlige menneskesyn, som det kommer til udtryk i FNs erklæringer om menneskerettigheder, konventionen om børns rettigheder, FNs standardregler for lige muligheder for personer med handicap og »The Salamanca Statement and Framework for Action on Special Needs Education«.

Noget af det første, de baltiske toppolitikere gjorde internationalt efter selvstændigheden i 1991, var da også at få meldt deres lande ind i FN.

»I Tallinn spurgte Lennart Meri, hvordan man skulle bære sig ad med at ansøge om medlemskab af FN, og min ministersekretær Friis Arne Petersen trak fyldepennen frem og skrev kladden til en ansøgning på en serviet«, husker daværende udenrigsminister Uffe Elle-mann-Jensen i sin bog »Østen for solen et helt Europa«.

Med medlemskabet fulgte også forpligtelsen på Unescos holdning om »Educa-tion for All«.

»Education for All« er egentlig tænkt som en global kamp mod analfabetisme, men sigter også mod, at børn i mere udviklede lande skal have undervisning i almindelige skoler, også selv om de har særlige vanskeligheder eller kommer fra udsatte grupper i samfundet.

Den sociale metode fra Vesten har overrumplet balterne, der har været vant til at se på elever med særlige vanskeligheder som et medicinsk problem, som løses på specialskoler og særlige institutioner.

»Det sovjetiske defektologiske koncept præger fortsat holdninger og praksis med hensyn til specialundervisning i de baltiske lande«, fastslår en rapport fra Nordisk Ministerråd i 2002, »Mid-term Evaluation of the Development of A School for All«.

»Hovedforståelsen er medicinsk, orienteret mod en diagnose og derpå en korrektion eller kompensation af defekten«.

Nordiske lærere i Baltikum

De baltiske lande gjorde i slutningen af 1990erne den rummelige skole til lov og henvendte sig til Nordisk Ministerråd for at få hjælp til indføring af specialundervisning i den almindelige grundskole.

Nordisk Råd havde i 1984 fremlagt et politikpapir, »En skole for alle«, der netop handler om, at alle børn skal have muligheder for at udvikle sig i den almindelige skole.

Projektet fik 9,1 danske millioner kroner og et memorandum med titlen »The Right of All Children and Young People to a Good Education in a Unified School for All Pupils«.

Da det blev afsluttet, få dage før de baltiske lande trådte ind i EU, havde adskillige nordiske lærere og skolepsykologer i diverse delprojekter gennem fire år forsøgt at sprede et nordisk skolesyn i nabolandene ved Østersøen.

En af dem er Søren Wehner, Rønbæk-skolen i Hinnerup. Han husker tydeligt sit første møde i 1997 i Middelfart med de lærere fra Estland, han nu skulle arbejde sammen med.

»De forklarede, at de vidste, at de manglede noget professionelt. Men de vidste ikke, hvad det var, sagde de. Eftersom de var blevet uddannet som lærere i den sovjetiske tradition, følte de nu, at de var i et vakuum«, fortæller Søren Wehner.

»De havde været vant til instruktioner og forordninger oppefra, og nu var alt ændret. Der blev forventet noget nyt fra dem, men ingen fortalte dem, hvad det var, og hvad de skulle gøre«.

Små lande må stå sammen

Det er ikke ren og skær idealisme, der er årsag til den hjælpende hånd. De små nordiske lande har brug for alliancepartnere i det nye, udvidede EU, og her ligger de endnu mindre baltiske lande ved Østersøen lige for.

»De små lande må stå sammen for at klare sig mod de store«, påpeger fuldmægtig i den svenske undervisningsministerium, Carl Lindberg.

De nordiske og baltiske statsministre har allerede besluttet at holde møder sammen, og undervisningsministrene vil formentlig snart følge trop, vurderer chef for undervisningsafdelingen i Nordisk Ministerråd, Riitta Lampola.

For FN handler det om sikkerhedspolitik.

»Uddannelse er ikke et mål i sig selv for FN. Målet er fred og forståelse, og uddannelse er et redskab«, siger Kenneth Eklindh, der er leder af afdelingen for specialundervisning i Unesco.

Idéen om skolen for alle er slået igennem på Vilnius Karoliniskiu Gymnasium.

»Alle elever skal have det godt her på skolen. Enhver skal kunne være sig selv«, siger rektoren.

»Vi prøver at indføre individuelle uddannelsesplaner for hver enkelt elev. Elever med specielle uddannelsesmæssige behov skal også have en uddannelse. Vores pædagogiske grundholdning er, at der findes en undervisningsmetode til ethvert barn. Ingen børn skal føle sig specielle. Alle børn er nemlig på en måde specielle«, tilføjer hun.

Hvorfor er det så vigtigt, at elever med særlige vanskeligheder går i almindelige skoler?

»Alle har ret til at være sammen med andre. Ingen skal udskilles. For eksempel har vi en elev, der først var på en skole, så på en anden, og for fire år siden kom han her. Han har det godt nu. Det er vigtigt ikke kun for børn, men for os alle sammen. Det er vigtigt at møde et menneske, der er anderledes«.

Sådan var tankegangen ikke for 15 år siden?

»Før blev det stærkt anbefalet skolen og forældrene, at barnet kom på en mental institution og blev medicinsk behandlet«.

»Vi prøver nu at gøre vores, men vi er selvfølgelig ikke så langt som i de skandinaviske lande«.

»Vores grundsyn er, at alle børn er specielle og har specielle behov. Læreren må tage udgangspunkt i den enkelte elev«.

Den rummelige skole skal være fuldt gennemført i Litauen i 2012. Den er et af fem uddannelsespolitiske indsatsområder.

Også Estland sætter turbo på indførelse af en rummelig skole. Undervisningsministeren, Toivo Maimets, nævner to grunde:

»Fødselstallet er faldet drastisk, så vi har brug for alle, der kan yde noget«.

»Og udgifterne til specialundervisning vokser voldsomt. Ingen ved hvorfor. Nogle siger, det er, fordi lægerne er blevet bedre til at stille diagnoser, andre siger, det skyldes dårlige vaner som for eksempel alkoholmisbrug«.

Et ord kendetegner uddannelsesreformen i de baltiske lande de sidste 12 år: Decentralisering af såvel økonomi som kompetence og styring. Men det er ikke nok, mener Toivo Maimets.

»Autonomi bør være det nye ord«, siger han. »Jeg har lige været til møde i OECD, og OECD siger, at skolerne skal have mere autonomi. De skal være fleksible, så de hurtigt kan omstille sig til et samfund, der hele tiden skifter«.

»Det er en vigtig pointe i samfund, hvor skolerne trods alt stadig er meget centralt styret«, tilføjer Toivo Maimets.

jvolsen@dlf.org