Netop nu, hvor skoleåret så småt er ved at rinde ud, men alligevel står klart i erindringen, er det en god idé at tage skolens strategi- og handleplaner op til revision med henblik på korrigerende indsats i det kommende skoleår. Man skal huske på, at planer af enhver art er dynamiske processer, der konstant skal sikre overensstemmelse mellem praksis og den ønskede udvikling, alle skoler bør være inde i. Desværre får man undertiden en fornemmelse af, at udviklingsplaner er fremstillet med det ene formål at tilfredsstille et politisk krav og som konsekvens heraf frister en kummerlig tilværelse i form af et støvet papir i en mappe på lederens reol og kun bliver taget frem ved festlige lejligheder, når bestyrelse, skoleforvaltning eller andre interessenter skal bestyrkes i forestillingen om, at her går det godt.

Som om intet er hændt

Spørger man efter planer hos skolens ansatte, modtager man ofte et skævt smil eller et desorienteret udtryk, som dog hurtigt afløses af et forholdsvis sikkert hint om, hvor man kan opsøge de famøse planer. Om der er overensstemmelse mellem vedtagne planer og gældende praksis, er lidt usikkert. Det kan på den ene side betyde, at ideerne og visionerne i planerne er så indarbejdet, at praksisplanet faktisk ekspliciterer tankerne. Men det kan på den anden side også betyde, at skolen lader planer være planer og fortsætter, som om intet var hændt. Organisationsforsker, professor Steen Hildebrandt, giver sin opfattelse ved hjælp af en lille anek­dote:

»En person, der var kendt for at være en stor fortaler for, at man på den enkelte offentlige institution skulle udarbejde målsætninger, kom en dag på besøg på en institution, hvor han var godt kendt. Ved sin ankomst mødte han én af institutionens ansatte, der glædestrålende fortalte ham, at man på institutionen nu havde fået udarbejdet en målsætning. Og så føjede han til: Det er bare en skam, at du kommer i dag, for hende, der véd, hvor den er, er her ikke lige i dag«.

www.kl.dk/234637/

Rivende udvikling

På nettet får man det indtryk, at danske folkeskoler er inde i rivende udviklingsprocesser, der i princippet kan tage mange retninger, men ofte forekommer ret ens. Alle skoler har én eller flere strategi- og handlingsplaner, ikke mindst på ikt- og medieområdet.

Skolerne kan imidlertid have svært ved at fastholde udviklingsfokus i en tid, hvor medierne sætter dagsordenen, og alle interesseorganisationer søger indflydelse på folkeskolens indhold og udvikling. Nogle grupper mener på den baggrund, at lærerne er ledelsesresistente. www.dlf.org/sitemod/mo duler/index.asp?pid=17360

Det må bero på en noget smal opfattelse af, hvad ledelse er. Lærere ved, at ledelse har stor betydning og i stadig større grad vil præge fremtidens skole. Men det store spørgsmål er, hvilken opfattelse politikerne har af, hvad ledelse er, og hvilke forestillinger de har om, hvordan ændringer skabes ude i institutionerne? Man vedtager evalueringsrunder og tror, at det automatisk fører til ændringer i overensstemmelse med de målte resultater. Man indfører nye styringsstrukturer og tror, der automatisk følger nye og bedre samarbejds- og kommunikationsformer. Man indfører nye lønformer og arbejdstidsbestemmelser og tror, det fører til ny adfærd og bedre resultater. Man dekreterer udarbejdelse af virksomhedsplaner og tror, effekten automatisk er fornyet pædagogisk innovation.

Salat i stedet for radiser

Man tror i hvert fald udadtil men ved egentlig godt, at sådan er virkeligheden ikke. Videncenter Kleo, www.kleo.dk, udgav for nogle år siden en rapport fra et mål- og rammestyringsprojekt i Roskilde Kommune med titlen »Vi sår radiser og høster salat«. Én af pointerne var netop, at politikere godt er klar over, at top-down-styring sjældent giver de ønskede resultater, men til gengæld mange uforudsete sidegevinster, og at man egentlig er godt tilfreds med det.

Kernen i problemstillingerne omkring skoleudvikling er, at mange handleplaner simpelthen ikke bygger på institutionernes grundlæggende kulturer. En afgørende faktor for en skoles udvikling er, at den tager afsæt i skolens åndelige og materielle ståsted i den måde, skolen tænker skole på i den måde, skolen som organisation tænker organisation på. Derfor er skoler nødt til at tage nogle dybe indåndinger og fordomsfrit undersøge, kortlægge og erkende den rådende og frådende kultur, den grundlæggende, den politisk ukorrekte, den rå og brutale, og ikke nøjes med at give udtryk for den pæne version symboliseret i nydelige artefakter i form af moderne arkitektur, pyntelige temauger og hjertensgode skueværdierklæringer. Skolen skal åbne for den demokratiske dialog, der er naturlig for den lærende organisation med flad ledelsesstruktur, og sikre, at alle ansatte frit og åbenhjertigt kan give udtryk for egne mentale modeller og opfattelser af skolen som samfundsinstitution. På den måde skabes medejerskab til udviklingen. Skolen får til gengæld de ansattes commitment og mulighed for nærværende og vedkommende udvikling.