Dengang

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ved Margit Schaleck

For 50 år siden

I få ord

I København er antallet af børn, der deltager i skolebespisningen, steget til 37.500 børn. Merudgiften for resten af skoleåret bliver 11/2 million kroner årligt.

I Gentofte har halvdelen af skolebørnene meldt sig til skolebespisningen, der herefter vil koste kommunen 1 mill. kr. årligt.

Hvert 10. skolebarn i Kolding vejer 10 procent for lidt.

Week-end for skolebørnene er indført i Odense. Fra Fredericia og Silkeborg oplyses, at man længe har haft en sådan ordning.

Saltum-Hune i Vendsyssel har vedtaget en ny skoleordning. Der skal opføres centralskoler i Saltum og Hune og nye skoler i Sønder Saltum og Hunetorp.

Nyborg skal have ny gymnasiebygning og der er udskrevet en arkitektkonkurrence.

Odense har projekteret en ny kommunal børnehave til 160.000 kr. for Korsløkke-kvarteret.

Folkeskolen, nummer 46

november 1948

For 25 år siden

Lederrollen

Formand Jørgen Jensen udtaler:

'Ifølge nugældende styrelseslov har enhver selvstændig skole en leder, og han har såvel administrative som pædagogiske beføjelser. Han repræsenterer skolen over for omverdenen, men det er ikke ensbetydende med, at han også indadtil kan optræde selvstændigt, idet han her må tage lærerrådet med i beslutningerne i en række sager. Fra skoleinspektørens uanfægtede selvstændige ledelse har lederrollen forandret sig i de senere år hen imod en stadig større grad af indflydelse fra lærere, forældre og elever. Kollektive ledelsesformer inden for skolen rummer utvivlsomt meget store muligheder. Blot må man forsøge at udforme reglerne herom således, at der ikke bliver tale om en lille gruppes diktatur over for et tavst flertal.'

Folkeskolen, nummer 45

november 1973