Skeptiske pædagoger

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Skepsis og bekymring præger debatten om nye lønformer blandt daginstitutions- og klubpædagogerne i BUPL (Forbundet for Pædagoger og Klubfolk). Forbundets Århus-afdeling har lavet en spørgeskemaundersøgelse, hvor 86 procent af institutionerne svarede nej til ny løn som overenskomstkrav for pædagogerne, skriver fagbladet Børn & Unge. Ligesom i Danmarks Lærerforening er lederne inden for BUPL overgået til ny løn i forbindelse med sidste overenskomst. Nu er det så tid til at diskutere, om også assistenternes anciennitetssystem skal afløses af nye lønformer, hvor lønnen kan blive afhængig af særlige funktioner og kvalifikationer.

Pædagogerne er bekymrede for, hvad individualiseret løn vil betyde for institutionskulturen, og har heller ikke ligefrem gode erfaringer fra forhandlingerne om ledernes løn. På de fleste medlemsmøder har der været stor modstand, men på Fyn er pædagogerne tilsyneladende mere åbne over for nye lønformer som et muligt middel til at få pædagogernes løn op i nærheden af andre gruppers.