Når børn stikker af

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ifølge politiets rapporter har vi aldrig nogensinde før haft så mange børn mellem 12 og 17 år, der stikker af hjemmefra. Fra 1995 til 96 var tallet steget 60 procent.

Det drejede sig om 306 børn i 1995, og 486 i 1996. Der er nok ingen tvivl om, at hovedparten er i aldersgruppen 15-17 år.

Lad mig slå fast, at når 486 børn og unge stikker af hjemmefra, så er det ikke æventyrlyst, som driver dem. Det er et råb om hjælp.

Vi taler om børn, som lever under elendige barndomskår, og ofte med svag eller ingen voksenkontakt. Til sidst vælger børnene, at foretage en grænseoverskridende handling. At vælge exit-løsningen er nemlig et ret usædvanligt valg for børn.

Selv om de voksne direkte ved eksemplet magt har vist vejen, når hjemmets indre liv er i kaos, så er børn ikke meget for at foretage denne handling.

Børns loyalitet til deres forældre er (næsten) grænseløs. Børns evige søgen efter forklaringer på, og forståelse for de voksnes handlemåder er unik. Når familiens indre liv er gået i kage, såønsker børn at bruge energi og kræfter på at tingene skal finde en løsning. Hvis græsplænen er mere grøn andre steder, så kæmper de for at det skal blive ligeså frodigt hjemme hos dem.

Børns solidaritet og trofasthed kan voksne lære meget af. Det drejer sig om, at voksne giver børn lov til at lade disse kompetencer folde sig ud, vokse og smitte af.

Voksne kan erobre megen god livskvalitet ved at gå ned i knæhøjde. Det er disse kendsgerninger der faktisk holder tallet nede på 486.

Virkelighedsbilledet er jo, at betydelig flere børn har barndomsforhold, der kunne betyde et langt større exit-tal, hvis det netop ikke er sådan, at børn holder ud - også ud over det (næsten) grænseløse.

F.eks. har en WHO-undersøgelse blandt 4.000 danske børn mellem 11 og 14 år vist, at hver femte barn i siger, at de ingen voksne har at snakke med. De har ingen forældre, lærere, pædagoger, eller andre voksne, som viser dem opmærksomhed. Som tar' sig tiden til at få vendt og drejet det, som børn har brug for en voksen for at få hold på. Voksne som foretager den nødvendige holdningsdebat, så børn kan få selvværd, og skabe egen identitet. Det er oprørende, at så mange børn føler de ingen voksne har at gå til, når livet blir træls, sorgfyldt eller uforståeligt. Det er tankevækkende tal og kendsgerninger og det pålægger store forpligtigelser til alle voksne. Heriblandt særligt til lærere.

Det er derfor den ''almindelige'' lærer i dag har så stor status blandt børn. Den lærer som tar' ''sine'' børn alvorligt, og som ved, at før man kan lære børn at regne, stave, og læse, så skal man først vise det menneskelige ansigt.

Når en elev er ked af det, eller når der rejses et socialt problem, så skal læreren droppe kridt og pensum, og lytte, snakke, holdnings-danne og bearbejde.

En kvindelig lærer fra Vejle-området fortalte mig engang, at hun i sin 3. klasse havde omkring 25 elever. Tæt på tre ud af fire af eleverne var skilsmissebørn.

Fredage og mandage fungerede stort ikke som undervisningsdage.

Om fredagen gik snakken ofte om det, som fyldte hovedparten af børnenes hoveder - nemlig det weekend-samvær de skulle ha' med den forældre, som de ikke i hverdagen boede sammen med, og mandag gik med at ''samle op'' på weekendens indfriede - men ofte uindfriede - forventninger.

Hendes elever skal nok ad hoc fålært det samme som de elever, der modsat har den lærer der konstant klamrer sig til kridt og bog, og som ikke har blik og evner for elevernes, og dermed også klassens, trivsel.

Tilmed får hendes elever den menneskelige ballast det gir, at ha' en lærer, som med ægte interesse og forståelse forbinder liv med læring.

Fra sådan en klasse stikker ingen af.

Frode Muldkjær er journalist og formand for Børnerådet.